Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karl Eugen (Hertug af Württemberg) - Karl Frants Josef (Kejser af Østerrig og Konge af Ungarn) - Karl Ludwig Johann (Ærkehertug af Østerrig)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Indretninger, han grundlagde, var den bekendte
»Karls-Skole«, hvor bl. a. Schiller og Cuvier fik
deres Uddannelse. (Litt.: Vely, »Herzog
Karl Eugen von Württemberg« [Stuttgart 1876]).
E. E.
Karl, Frants Josef, Kejser af Østerrig
og Konge af Ungarn 1916—18, f. i Persenbeug,
Nedreøsterrig, 17. Aug. 1887, d. paa Madeira
1. April 1922, ældste Søn af Ærkehertug Otto
Frants Josef, der var yngre Broder til
Ærkehertug Frants Ferdinand. 1911 ægtede han
Prinsesse Zita (se Bourbon, den parma’ske
Linie), der mentes at øve stærk Indflydelse paa
ham. Efter Farbroderens Mord Juni 1914, blev
han Tronfølger, og efter Kejser Frants
Josef’s Død i Verdenskrigens tredie Aar (21. Nov.
1916) besteg han de tvende Troner. Han blev
snart, vejledet af Udenrigsminister Czernin,
klar over, at hans Riger maatte have hurtig
Fred, og da hans tyske Allierede ikke arbejdede
ham oprigtig nok for Freden, knyttede han
gennem sin Svoger, Prins Sixtus, hemmelig
Forbindelse med Ententemagterne. Der kom
imidlertid saa meget ud om dette, at K.’s
Stilling til den tyske Krigsstyrelse blev saare
vanskelig, og yderligere forværredes den ved hans
maadeholdne Optræden under
Fredsforhandlingerne med det sammenbrudte Rusland og det
slagne Rumænien. Hans eget Lands
Nationalister, der ogsaa forbitredes over hans
Amnestering af de for Landsforræderi dømte, istemte
Forræderraabet, og paa den anden Side kunde
han ingen Støtte faa i den rigsfjendske
Opposition, Socialdemokratiet og de ikke-tyske
Folkeslag. Da Centralmagternes Nederlag var
forestaaende, fortalte han i et Opraab (17. Oktbr
1918) om sit Fredsarbejde og indrømmede
Selvstyre for de forsk. Nationaliteter i Østerrig
(ikke i Ungarn); men det alm. Sammenbrud
kunde nu ikke afværges, og 12. Novbr nedlagde
K. sin Regeringsmyndighed uden noget
formeligt Afkald og drog til Schweiz. Dog var der
skabt saa megen europæisk Sympati for ham,
at han fristedes til at haabe paa at blive
Hersker igen; han oversaa, at den eneste Maade,
hvorpaa dette kunde ske, ved at støtte sig paa
den magyariske Nationalisme, vilde forvandle
Sympatien til Uro og Frygt. To Gange i 1921,
28. Marts og 21. Oktbr, forsøgte han at vinde
Magten i det indskrænkede, magyariske Ungarn
ved uventet at vise sig i Landet; men begge
Gange strandede Forsøget efter faa Dages
Forløb paa Protester baade fra Stormagts-Ententen
og fra Nabostaternes »lille Entente« og paa
Rigsforstander Horthy’s uvillige Holdning. I de
højere Samfundsklasser og i Hæren havde han
ikke saa lidt Støtte; det kom endog i Oktbr til
Kamp mellem hans og Regeringens Tropper,
hvad dog endte med at han overgav sig, og for
at afværge yderligere Forsøg fra hans Side lod
Ententen ham i Forstaaelse med Ungarns
Regering føre til Galatz, medens den ungarske
Nationalforsamling vedtog, at han og hans
Slægt havde fortabt deres Ret til Kronen. Snart
efter førtes han til Madeira, hvor han var
interneret til sin Død.
P. L. M.
Karl Ludwig Johann, Ærkehertug af
Østerrig. Hertug af Teschen, Søn af Kejser
Leopold II, f. 5. Septbr 1771 i Firenze, d. 30.
Apr. 1847 i Wien. Han fulgte 1790 Hertug
Albert af Sachsen-Teschen til Nederlandene og
viste fra sin tidligste Ungdom den største
Interesse for milit. Studier. 1792 deltog han som
Generalmajor i Slaget ved Jemappes. Det flg.
Aar førte han Hærens Avantgarde og kæmpede
med Dygtighed ved Aldenhoven og
Neerwinden, hvor han besejrede den fjendtlige venstre
Fløj, deltog endvidere 1794 i Kampene ved
Câteau, Courtray, Tournay og ved Sambre. Efter
det uheldige Slag ved Fleurus søgte han
forgæves at bevæge Krigsraadet til at opgive
Tilbagetoget. Han tilbragte nu Aaret 1795 i Wien
beskæftiget med milit. Studier, udnævntes 1796
til Rigsfeltmarskal, og med dette Aar begyndte
hans selvstændige milit. Løbebane. I Kampene
ved Wetzlar og Uckerodt besejrede han
Jourdan og tvang ham tilbage over Rhinen, leverede
Moreau Træfningerne ved Malsch og Rosenthal,
sejrede over Bernadotte ved Teining, atter over
den paa ny fremrykkende Jourdan ved Amberg
og Würzburg. Han ilede herefter med en
mindre Del af Hæren til Øvrerhinen, forenede sig
med Latour og slog de Franske under Moreau
ved Emmendingen og Schliengen. Efter at
Moreau ved Hüningen var kastet over Rhinen,
belejrede K. med megen Dygtighed Kehl, der
maatte overgive sig i Jan. 1797. Forholdene i
Italien tvang imidlertid den sejrrige
Ærkehertug til her at stille sig mod Bonaparte. Han
overtog i Febr 1797 Kommandoen over den ital.
Hær, der imidlertid var i en saadan
Opløsningstilstand, at han efter Fægtningen ved
Tarwis maatte gaa tilbage til Leoben. Efter Freden
i Campo Formio blev K. Guvernør i Böhmen og
benyttede Tiden til Hærens Reorganisation og
Uddannelse. 1799 fik han igen Overkommandoen
over Hæren i Tyskland, besejrede Jourdan ved
Biberach, Ostrach og Stockach, trængte med
Bellegarde og Hotze ind i Schweiz og leverede
Franskmændene det uafgørende Slag ved
Zürich. Iflg. Befaling gik K. nu tilbage til
Tyskland, hvor han undsatte Philipsburg og
stormede Mannheim, men fratraadte derefter i
Marts 1800 Overkommandoen p. Gr. a. Sygdom
og Uenighed med Regeringen. Han beskæftigede
sig nu med Forberedelser til Böhmens
Forsvar, indtil han atter fik Overkommandoen efter
det for Østerrigerne uheldige Slag ved
Hohenlinden. P. Gr. a. Hærens slette Tilstand raadede
han imidlertid til Fred. Kort før
Fredsslutningen i Luneville udnævntes han til Præsident for
det øverste Krigsraad, i hvilken Stilling han
foranledigede mange store og gode
Forandringer i Hærens Organisation og Uddannelse.
Krigen 1805 standsede Organisationsarbejderne, og
K. overtog Kommandoen i Italien mod Masséna,
som han holdt i Skak og slog ved Caldiero.
Katastrofen ved Ulm kaldte ham til Tyskland,
men forinden han naaede Krigsskuepladsen,
faldt Afgørelsen ved Austerlitz. 1806 udnævntes
K. til Generalissimus og Krigsminister med
uindskrænket Fuldmagt, som han benyttede til
Fortsættelse af de paabegyndte Reformarbejder.
Mod hans Raad udbrød Krigen 1809, og K.
overtog Kommandoen over den 200000 Mand
stærke Hær i Tyskland. Han overskred Isar og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
