Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kaṭhaka - Katharer - Katharina (Helgeninder)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nedstigning til Underverdenen og hans
Samtale med Yama om Lykken her og hisset og
den udødelige Sjæls Tilstand. Teksten er udg.
og overs. af O. Bøhtlingk (»Ber. d. sächs.
Ges. d. Wiss.«, Leipzig, 42. Bd 1890); en sv.
Overs. haves af A. Butenschön (1902); se
ogsaa Upanishad. (Litt.: A. Weber,
»Indische Studien«, III; L. v. Schroeder,
»Monatsber. d. Akad. d. Wiss.« [Berlin 1879];
»Zeitschrift d. deutschen Morg. Ges.«, Bd 46,
49, 51; »Sitz.-Ber. der Akad. Wiss.« [Wien 1896,
1898]; M. Winternitz, »Gesch. d. indischen
Litt«, 1. Bd 19018).
D. A.
Katharer [-’ta’-] (ɔ: de »rene«; deraf:
Kætter) ell. de ny Manikæere er Samlingsudtryk
for en Række middelalderlige Sekter, der paa
mange Punkter røber Lighed med og virkelig
ogsaa staar i hist. Sammenhæng med den
oldkirkelige Gnosticisme, især med Manikæismen.
Fra Thrakien og Bulgarien havde de saakaldte
Paulikianere og Bogomiler skaffet sig Indpas i
Italien, og i 12. Aarh. klager man baade i
Frankrig, Spanien, Italien og Tyskland over,
at disse Kættere er talrige som Sandet paa
Havets Bred. I Norditalien kaldes de hyppigt
Patareni p. Gr. a. deres Forbindelse med den
patarinske Folkebevægelse (se Pataria) ell.
Popolicani (Publicani), en Forvanskning af
Paulikianere; i Frankrig hed de snart Texerants
(ell. Tisserants ɔ: Vævere), fordi de for en stor
Del udøvede netop dette Haandværk, snart
Bulgari, fordi deres religiøse Anskuelse
stammede fra Bulgarien; i 13. Aarh., da Byen Albi
og Landskabet Albigeois i Languedoc var
blevet deres Hovedsæde, benævntes de ofte
Albigensere. De forsk. Retninger inden for
Bevægelsen havde paa mange Punkter indbyrdes
afvigende Anskuelser, men der var dog ogsaa
adskillige alm. Synspunkter, som de alle
kunde dele. Enige var de saaledes i deres Had til
den bestaaende Kirke, hvis Præster,
Gudstjeneste og Sakramenter de helt og holdent
forkastede, og til den verdslige Øvrighed, som de
ansaa for at være Satans Redskab; de forbød
ligeledes Ed, Krig, Dødsstraf, Ægteskab,
Kødspiser og lagde stor Vægt paa Faste. En
dualistisk Grundbetragtning ytrede sig ogsaa ved
Fornægtelse af Læren om Legemets
Opstandelse og i en stærkt doketisk Kristologi; man
tænkte sig saaledes undertiden, at Kristus
havde lidt uden Smerte, ell. at han havde ladet
en Dæmon korsfæste i sit Sted. Som Oldtidens
Gnostikere havde K. ogsaa Klassedeling blandt
Sektens egne Medlemmer; man skelnede
mellem »de Fuldkomne« (perfecti ell. vestiti) og »de
Troende« (credentes). De første opnaaede
deres Værdighed gennem et Sakramente
(consolamentum), der som Regel kun blev meddelt
paa Dødslejet; men med Datidens mangelfulde
Diagnose skete det ofte, at den paagældende
kom sig; han maatte da henleve Resten af sit
Liv i den strengeste Afholdenhed og lod sig
ofte hensætte i Endura ɔ: paatog sig
Forpligtelsen til at sulte ihjel. Han maatte heller ikke
arbejde, men »de Troende«’s Almisser satte ham
i Stand til at forskaffe sig, hvad han behøvede.
Hver Maaned afholdtes en Fest,
apparellamentum, ved hvilken »de Fuldkomne« lod sig hylde
ved Knæfald (melioramentum) af dem, der blot
var »Troende«; disse havde ikke engang Lov
til selv at bede, men maatte nøjes med »de
Fuldkomne«’s Forbøn. For levelystne Mennesker
førte denne Religion ofte til moralsk
Libertinisme; naar de blot sikrede sig consolamentum
paa Dødslejet, kunde de forinden føre deres
Liv saa vildt og lystigt, som de ønskede, og
alligevel være sikre paa Frelsen, ja, man
tillagde dette Sakramente en saadan Bet., at hvis
Døden overraskede en K., uden at han
opnaaede det, gik han fortabt, uanset hvor smukt og
rent et Liv han i øvrigt havde ført. Kætteriet
bredte sig da ogsaa stærkt; det vandt talrige
Proselytter i alle Samfundslag, og adskillige
af dels Tanker øvede tillige stor
Tiltrækningskraft uden for de egl. Tilhængeres Kreds.
Kirken maatte derfor tage Kampen op mod den
truende Fare og anvendte dertil Inkvisition og
den verdslige Magts Hjælp; der blev prædiket
Korstog mod Kætterne, og under blodige
Forfølgelser blev de tilsidst helt udryddede. (Se i
øvrigt Albigensere, hvor ogsaa
Litteratarangivelse findes).
H. M.
Katharina [-ta] (græsk = den rene,
Helgeninder). 1) K. af Alexandria, efter
Legenden en underskøn Jomfru af fyrstelig Byrd
fra Alexandria; hun blev kastet i Fængsel, da
hun ved en Offerfest (under Kejser Maximinus
ell. Maxentius) erklærede det hele for taabeligt
Afguderi. Hun skal have disputeret med og
omvendt mange Filosoffer og kejserlige Kvinder;
Legenden fortæller om hendes mystiske
Trolovelse med Jesus. Underfuldt reddet fra Stejle
og Hjul blev hun paa Kejserens Befaling
halshugget. Hendes Martyrdag er 25. Novbr (ell. 5.
Marts). I Kunsten spiller K. en stor Rolle, hun
fremstilles med Sværd og Hjul, undertiden med
Sejrspalmen, en Bog (hendes Visdom) og en
Ring (Trolovelsen).
2) K. af Bologna, f. 1413, d. 1463,
Medlem af den franciskanske Tertiarorden,
Forstanderinde for Klarisseklostret i Bologna,
helligdømt 1724. Hendes Dag er 9. Marts.
3) K. af Genua, f. 1447, d. 1510, Datter af
Vicekongen i Neapel Robert Fieschi, Medlem
af den franciskanske Tertiarorden, ofrede sig
helt for at pleje de Syge, især under Pesten i
Genua 1497 og 1501. Helligdømt 1737. Hendes
Dag er 22. Marts.
4) K. af Ricci, f. 1531 i Firenze, d. 1589,
blev 25 Aar gl Priorinde for
Dominikanerklostret Prato i Toscana, hørte til Filippo
Neri’s Kreds, helligdømt 1746. Hendes Dag er
13. Febr.
5) K. af Sverige, den hellige Birgitte’s og
Ulf Gudmarsson’s Datter, f. 1331 (ell. 32), d.
24. Marts 1381, blev 12 Aar gl gift med
Ridderen Egard von Kyren, men Ægtefællerne gav
hinanden Kyskhedsløftet, og 1350 forlod hun
sin Mand, der døde Aaret efter, for at leve
sammen med sin Moder i Rom. Hun blev sin
Moders aandelige Arvtager, blev Vadstenas
første Abbedisse. Der arbejdedes længe for at
faa hende helligdømt, hendes Translation fandt
Sted 1. Aug. 1489 i Nærværelse af Sveriges
ypperste Mænd, men selve Kanonisationen
fandt aldrig Sted; alligevel regnes hun blandt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
