Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - katolske Breve - katolske Kirke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
regnes med til den nytestamentlige Kanon ell.
ikke. Snarere skal Benævnelsen udtrykke, at
disse Breve ikke som de paulinske er rettede til
Enkeltpersoner ell. bestemte Menigheder, men
til den hele Kirke. Dog maa Navnet i saa Fald
være valgt a parte potiori; thi det passer egl.
kun paa Jud. og 2. Pet., der henvender sig til
alle Kristne; muligvis ogsaa paa Jak., hvis »de
12 Stammer« bet. »det sande Israel« ɔ: den
kristne Kirke, og 1. Joh., som overhovedet
mangler Adresse; derimod er 1. Pet. stilet til
Menigheder i Lilleasien, 2. Joh. til en enkelt
iøvrigt ukendt Menighed og 3. Joh. til en
ligeledes ukendt Mand ved Navn Kajus. — Se i
øvrigt de under de enkelte Breve meddelte
Oplysninger.
H. M.
katolske Kirke. Herved forstaas den ell.
de Kirke afdelinger, der sætter det kirkelige
Fællesskab i visse ydre Ordninger, navnlig i
Bispedømmet (se Katolicisme). Klarest og
mest konsekvent i saa Henseende staar den
moderne rom.-kat. Kirke. Beg. til en k. K.
spores allerede i den efterapostolske Tid.
Biskopperne begynder da at træde frem som Førere
og Lærere paa Lægfolkets og Naadegavernes
Bekostning. Samtidig begynder man ensidigt at
betone den sande Læres Bet. Og endelig bliver
Kultus draget mere i Forgrunden. I Østen
optages Kirken først af dogmatiske
Lærespørgsmaal vedrørende Kristologien og Treenigheden,
og senere af Billedernes kultiske Bet., og da
disse Spørgsmaal efterhaanden blev afgjorte
af Biskopperne paa Synoder, gled Østens Kirke
efter nogle Aarh.’s Forløb ind i Dødvande. Den
kaldte sig med Forkærlighed den ortodokse
Kirke, men forstod i Praksis ved Ortodoksi en
omhyggelig Fastholden ved de gl. Læreformler
og den gl. Kultus med Afvisning af alle nye
Rørelser. Samtidig forvandles Gudsdyrkelsen
til en Samling mystiske Ceremonier, i hvilke
Billeddyrkelsen spiller en stor Rolle, under
Gejstlighedens Ledelse. Denne ortodokse eller
gr.-kat. Kirke blev først i det gr. Rige og senere
i det russ. afhængig af det enevældige
Statsoverhoved og mistede derigennem endnu mere
af Evnen til at øve nogen aandelig Indflydelse
paa Folkeslagene. Under og efter
Verdenskrigen har den ortodokse Kirke da ogsaa vist sig
ude af Stand til at yde nogen aandelig Indsats
af Bet. for Folkeslagenes Udvikling.
I Vesten blev Rom Midtpunktet for den k.
K., og Roms Biskop, Paven, Hovedet for K.
Hertil bidrog i første Række den Omstændighed, at
Rom længe før Kristendommens Fremkomst var
Verdens Hovedstad, tilmed paa en Maade og
med saa afgørende Indflydelse som aldrig
hverken før ell. senere nogen anden Hovedstad
paa Jordkloden. Roms Sprog, Latinen, blev
Vestens officielle Kirkesprog, og den Dag i Dag
læses Romerkirkens Messe overalt i Verden
ikke paa Apostlenes Sprog, men paa den gl.
Romerstats Sprog. Og uvilkaarligt ell.
vilkaarligt gled Paverne, efterhaanden som deres Magt
steg, ind i adskillige af de tomme Pladser og
Formler, som det rom. Senat og de rom.
Kejsere havde skabt, ja selv Betegnelsen for det
øverste Præsteembede i det gl. Rom, pontifex
maximus, overtager Paven. Endnu mere bidrog
den Omstændighed, at Peter og Paulus begge
havde virket og begge havde lidt Martyrdøden
i Rom, til at sætte den rom. Menighed i Relief;
ingen anden Menighed i Vesten havde
Traditioner som den rom. Senere søgte Paverne
yderligere at underbygge deres Autoritet ved
den tredobbelte Paastand, at Peter havde
grundlagt Menigheden i Rom, at Peter’s Primat
inden for Herrens Menighed (Mat. 16, 18—19)
skulde fortsættes ogsaa efter hans Død, og at
dette Primat var gaaet i Arv til hans
biskoppelige Efterfølger i Rom. Alligevel vilde disse
gunstige ydre Forhold aldrig have været
tilstrækkelige til at hæve den rom. Menighed og
dens Biskop op til Førerstillingen i Vestens k.
K., hvis de rom. Biskopper ikke gennemgaaende
havde været betydelige Personligheder. Det
var de, og heri ligger Hovedaarsagen til
Vestens Lydighed mod Rom. Men for øvrigt tog
det Tid, inden denne Lydighed blev alm. I
Slutn. af 2. Aarh. anbefales den af Irenæus i
Lyon. Den rom. Biskop Victor I (189—99) truer
lilleasiatiske Menigheder med at bryde
Fællesskabet med dem, fordi de fejrede Paasken paa
en anden Tid end Rom. Og skønt en senere
Pave, Calixtus I (217—22) ikke fik Tilslutning,
da han anbefalede en mildere Bodspraksis,
vidnede Modstanden mod ham om den Bet., man
tillagde Romerbiskoppens Stilling. Konciliet i
Nicæa 325 tilkendte udtrykkelig den rom.
Biskop en Overbiskops Myndighed, men ganske
vist kun i Italien. Indførelsen af det kristne
Kejserdømme under Konstantin den Store
bidrog mægtigt til at fremme Enhedstanken og
dermed Anerkendelsen af en øverste Styrer
ogsaa paa det kirkelige Omraade, og den flg.
politiske Udvikling var ugunstig for de gr.
Bispeønsker, men gunstig for de rom. Pavernes
bestemte Afvisning af Arianismen gjorde dem
ogsaa til Ortodoksiens Støtter, selv i Østens
Øjne. I Slutn. af 4. Aarh. begynder de pavelige
Dekretaler (ɔ: Afgørelser i Lære, Kultus og
Kirkeordninger) at vinde alm. Anerkendelse i
Vesten, og den store Pave Leo I (440—61) fik
Roms Førerstilling paa Lærens og
Kirkestyrelsens Omraade inden for hele Kirken fastslaaet.
En anden stor Pave, Gregor I (590—604) fik
gennem sin Lærevirksomhed og sin Missionsiver
Roms Indflydelse mægtig udvidet. Bl. a. kom
England under hans kirkelige Overtilsyn. Han
lagde ogsaa Grunden til det, som senere skulde
blive skæbnesvangert for den k. K. i Vesten,
Pavernes verdslige Magt, idet han skabte en
Kirkestat i Italien under Pavens fyrstelige
Styrelse. Udsigterne for Rom til at blive hele
Kristenhedens kirkelige Hovedstad og for Paven
til at blive Leder af hele den k. K. brast
imidlertid i 8. Aarh., dels som Følge af politiske
Forhold, dels som Følge af Grækernes Uvillie.
Men Vestens Riger sluttede sig fastere til Rom.
Det frankiske Rige støttede Paven, og han
kronede Karl den Store. Senere greb det tyske
Rige ind, da Rom var ved at komme i Forfald.
Og alle Europas Herskere saa i Paven deres
aandelige Vejleder. Men nu rejste denne et
endnu højere Krav, det højeste, som
Pavemagten hidtil havde rejst. Pave Gregor VII
(1073—85) forlangte Anerkendelse ikke blot som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
