Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - katolske Kirke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kirkens, men ogsaa som de verdslige Staters
øverste Styrer, som den, hvem Kejser og
Fyrster skyldte Lydighed, og hvem der var givet
Magt til at løse Undersaatterne i et Rige fra
deres Troskabsed mod Rigets Fyrste, hvis
denne ikke viste Rom Lydighed. Og Pave Innocens
III (1198—1216) proklamerede sig som Guds
Statholder paa Jorden og benyttede Interdiktet
som Middel til at skabe Lydighed mod Rom.
Men denne pavelige Imperialisme blev et
tveægget Sværd. Paa den ene Side skabtes der en
kirkelig Enhed i Europa, og denne Enhed, der
styrkedes af det fælles Kirkesprog Latinen, blev
atter til Velsignelse for de enkelte Lande, idet
de kom i indbyrdes Forbindelse. Fremdeles
lykkedes det i mange Tilfælde de store Paver at
øve en heldbringende Indflydelse paa de
verdslige Fyrster, og Korstogene viste, at den k. K.
kunde samle Fyrster og Folk om en ophøjet
Idés Virkeliggørelse. Men paa den anden Side
blev Imperialismen en af Aarsagerne til den k.
K.’s indre Fordærv. Man glemte Ordet »Mit
Rige er ikke af denne Verden«, og i St f. at
kristianisere Verden, blev Kirken selv mere og
mere verdsliggjort, samtidig med, at det viste
sig, at Paverne savnede Evner til at drive
Storpolitik. Kort efter at Middelalderens
fordringsfuldeste Pave Bonifacius VIII i Bullen Unam
sanctam 1302 havde lært, at Kirken førte to
Sværd, af hvilke det ene, det aandelige Sværd,
laa i Kirkens egen Haand, medens det andet,
det verdslige, laa i Kongernes Haand, men
førtes efter Kirkens Vink, og at det for enhver
menneskelig Skabning er nødvendigt for sin
Frelses Skyld at være den rom. Pave
underdanig, blev Bonifacius taget til Fange, det
»babyloniske Fangenskab« begyndte, og
Paverne kom ind i et for Kirken ganske uværdigt
Forhold til Staten. Middelalderen, som slutter
med den pavelige Imperialismes Fald og alm.
Forvirring i Opfattelsen af Forholdet mellem
Pave og Fyrster, Stat og Kirke, aandelig og
verdslig Magt, slutter ogsaa med en dyb religiøs
og sædelig Nedgang. Den k. K., der var
begyndt som Apostlene Peter’s og Paulus’ Kirke,
havde fjernet sig mere og mere fra det rene
Evangelium. De apostolske Lærdomme var
blevne blandede med en stærk Islæt fra hedensk
Filosofi og jød. Tankegang. Den raadende
skolastiske Teologi søgte dels at lempe Teologien
efter Filosofien, dels at give Plads for
Menneskets egen Fortjeneste og Evne til at gøre sig
værdig til Naaden. Alvorlige sædelige Misbrug
gjorde sig gældende. Den k. K. havde, om end
med Vanskelighed, faaet gennemført, at
Gejstligheden ikke maatte gifte sig. Det var ingen
lykkelig Idé. Gudstjenesten og Kristenlivet fik
fremdeles kun alt for ofte en udvortes,
lovmæssig, ceremoniel Form uden at gribe og omvende
Hjerterne. Og Afladshandel o. a. ukristelige
Foretagender gjorde megen Fortræd. Over alt
dette maa det imidlertid ikke glemmes, at den
k. K. var den første virkelige Kulturbringer
N. f. Alperne. Grundstenen til Europas
Aandsliv blev lagt i Middelalderen og lagt af den
k. K. Dens Missionærer og Præster og Munke
drog utrætteligt fra By til By og fra Land til
Land, prædikede Evangeliet, underviste Folket
og hjalp de Nødlidende. Ikke mindst paa
Barmhjertighedens Omraade udrettede den k. K. i
Middelalderen Storværker. I det Store og Hele
var Middelalderens Kultur Kirkens. Kunsten
udgik fra Kirken, Videnskaben udgik fra
Kirken, og det var dens Repræsentanter, der
opdrog Slægtled efter Slægtled. Saa meget mere
tragisk var derfor dens Tilbagegang.
I Beg. af 16. Aarh. viser det sig, hvor stærkt
den k. K. er gaaet tilbage. Fra 3 Sider rejses
der Angreb mod den, fra Humanismen og
Renaissancebevægelsen, som spotter over
Gejstlighedens Uvidenhed og Fordærvelse, fra
politisk-social Side, nemlig dels fra Fyrster, dels
fra den ny mægtige Borgerstand, som krævede
politisk Selvstændighed, og endelig fra
evangelisk Side, nemlig fra Reformatorerne, som
krævede Tilbagevenden til den apostoliske
Kristendom. Det sidstnævnte Angreb blev det
afgørende og førte til et mægtigt Nederlag for
den k. K. En Stund saa det endog ud til, at
den helt skulde trænges ud til Udkanter i
Europa. Men den tog sig sammen, og under
Trykket udefra og indefra oplevede den noget af en
religiøs Fornyelse. Fl. betydelige Paver i
Forbindelse med ny Fremtoninger inden for
Kirken, som Jesuiterordenen, fik atter Kirken
bragt paa Fode og den begyndte paa ny at
erobre noget af det Land, som Reformationen
havde berøvet den. Det 18. Aarh. blev dog paa
ny en Tilbagegangsperiode for den k. K. Men
i 19. Aarh. gik det atter fremad, efter at først
Napoleon havde sluttet Konkordat med
Pavestolen. Nu lærte den k. K. efterhaanden at
læmpe sig efter de politiske og sociale Forhold
i de forsk. Lande. Enevoldsfyrsterne opfattede
den ofte som en Allieret; da Socialismen brød
frem, viste det sig, at den k. K.’s
Repræsentanter ogsaa forstod at faa Arbejderne i Tale;
og da Folkeparlamentarismen efterhaanden
indførtes, blev de kat. Vælgere organiserede, ofte
som selvstændigt politiske Parti. I Tyskland
dannede de Centrumspartiet, som fik en stor
politisk Indflydelse, og som var den eneste
politiske Faktor, der kunde holde Bismarck
Stangen. I 19. Aarh. tog den k,K. med megen Iver
Hedningemissionen op, og samtidig begyndte
den en kraftig Propaganda i de protestantiske
Lande. Paa Lærens Omraade skete der en
virkningsfuld Fornyelse af de skolastiske Tanker
fra Middelalderens Højdepunkt, og denne
Genoplivelse af den middelalderlige Ortodoksi i
Forbindelse med en stadig konsekvent Styrkelse
af Payemagten gjorde Romerkirken til en
ejendommelig religiøs Fremtoning, hvis romantiske
Ælde og stærke. Autoritetstro øvede en
dragende Indflydelse paa mange. Over for alle liberale
Rørelser inden for sin egen Kreds for den k.
K. frem med ubønhørlig Strenghed.
Gammelkatolicismen og senere Modernismen blev
slaaede ned, og Ultramontanismen triumferede.
Under Pius IX blev Kronen sat paa Værket, idet
Vatikanerkonciliet 1870 fastslog Pavens
Ufejlbarhed, naar han taler »fra Katedret«.
Dermed var der skabt en Højesteret i alle
Spørgsmaal vedrørende Lære, Liv og Ritus og en fast
Enhed i Kirkens Styrelse. Selv om den k. K.
maa indrette sig forsk. i de forsk. Lande efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
