Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kierkegaard, Søren Aabye
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ægteskab, ingen Kaldspligter, intet der binder
og stiller Opgaver, men den fuldstændige
Svæven. I »Den Ulykkeligste«, som er den
lykkeligste, udaander det æstetiske Standpunkt sin
indre Fortvivlelse og Pessimisme, og i Novellen
»Forførerens Dagbog« møder vi en dæmonisk
Selviskhed, der, uendelig gennemreflekteret,
søger Øjeblikkets æstetiske Nydelse. Aandrigt,
stemningsfuldt, vildt, vittigt, med enestaaende
Originalitet er de forsk. Nuancer af det
nydende, i Fantasien berusede, over Endeligheden
højt svævende Menneske her fremstillet, og
saaledes, at det tydelig fremgaar, at det maa
ende i dæmonisk Egoisme og absolut Tomhed.
I 2. Del, Breve til A, udvikler Assessor Vilhelm,
at det æstetiske Standpunkt er Fortvivlelse og
skjult Forargelse, at det gælder om at
fortvivle ud og vælge sig selv, og at Ægteskabet
netop gennem et Valg, der overtager Elskoven
i Beslutningens Inderlighed og tager
Virkeligheden som en Opgave og Pligt, faar sin aande
Skønhed. Først saaledes naas der »Ligevægt
mellem det æstetiske og det etiske i
Personlighedens Udarbejdelse«. B sender til Slutning A
en Prædiken »Om det opbyggelige i, at for Gud
have vi alle Uret«, der ender med de Ord: »kun
den Sandhed, der opbygger, er Sandhed for
Dig«. Et Par Maaneder efter udkom saa »To
opbyggelige Taler« af S. K., helliget »afdøde
Michael Pedersen K., forhen Hosekræmmer her
i Byen, min Fader« og henvendt til »hin
Enkelte, hvem jeg med Glæde og Taknemmelighed
kalder min Læser«, en jævn Fremstilling af
Troens Væsen.
Unægtelig har vi i »Enten — Eller« med de
»To Taler« den hele K. i første Omgang.
Vi har det ejendommelige Kierkegaard’ske: den
indirekte Meddelelse. Over for en
Slægt, der enten lever uden Religion ell. tager
Kristendommen rent vanemæssig ell. maaske
mest lever i Livsnydelsens Grundforestillinger,
maa den, der vil gøre opmærksom paa Idealet,
paa hvad Kristendom er, bruge en mæeutisk
Fremgangsmaade. Det nytter ikke at docere ell.
prædike, det er kendt, men Menneskene maa
tages, hvor de er: i digterisk Fremstilling maa
man producere deres egne Tanker
(Umiddelbarhedens, Nydelsens Livsanskuelse) og saa
indirekte vise, hvad Følger der ligger i dem.
Derfor Pseudonymerne. Den indirekte Metode
er iflg. Fortolkningen et sokratisk Træk i
Kristendomspaapegelsens Tjeneste, men den
medfører i digterisk-æstetisk Henseende det
ejendommelige og ny, at K. som Digter fremstiller
Livsanskuelser (Stadier) i eksisterende
Individualitet. Men samtidig med Pseudonymerne
maa der gives en direkte Meddelelse af religiøs
Sandhed af Meddeleren selv, for at forhindre
den Misforstaaelse, at den, der saaledes vilde
»bedrage« ind mod Sandheden, var begyndt
som æstetisk Forf., og saa siden, som ældre og
alvorligere, var blevet religiøs Forf. Vi har her
en Digter, en Sokratiker og en religiøst
stridende og paapegende i eet. — Vi har
Stadierne, den æstetiske Livsanskuelse i
Umiddelbarhedens, Livsnydelsens, Endelighedens
Kategorier, som principielt gennemført fører til en
Livsnydelsens Kunst, der ender i Forfærdelse,
Tungsind og Fortvivlelse; den etiske, der
angrer sig ud af Fortvivlelsen og gennem Valg og
Beslutning overtager sig selv og sætter sit Liv
som sædeligt, lever i Kamp og Stræben og
realiserer det almene, og i Talerne den religiøse
Livsanskuelse, hvis Mærke er Lidelsen. I den
Sætning, hvormed »Enten — Eller« ender: »Kun
den Sandhed, der opbygger, er Sandhed for
Dig«, har vi den, der grundtoner i alle K.’s
Skr: Subjektiviteten,
Inderligheden, den personlige Tilegnelse, er
Sandheden, og i Henvendelsen i de »To
Taler« den grundvigtige Kategori: den
enkelte. Al religiøs Lærdom er henvendt til dig,
»den enkelte«, til dig tales der, det er dig, der
skal virkeliggøre Fordringen, du er ensom over
for Gud og Evigheden. Der spørges evigt om:
hvorpaa har du levet, hvad har du, du
udtrykt i Eksistens, du har Evighedens
Ansvar. Vi har for os en Eksistenstænker,
der i Modsætning til al Fantasi- og
Spekulationsforflygtigelse af Virkeligheden, til al den
megen Viden og Doceren, trænger paa
Eksistensen, paa Virkeliggørelse og Inderliggørelse
af det, vi lever i, og digter i Frembringelse af
eksisterende Individualiteter, og hvis Tanker
kredser sig om dette: hvorledes skal jeg
eksisterende, ikke drømmende, spekulerende,
mediterende, vidende, men levende i det, udtrykke
Sandheden.
Et Øjeblik har K. vistnok ment, at hans
Opgave nu var løst, men Produktionsdriftens Fart,
Kærli’hedsbrudets Brod og Refleksionens
uudtømmelige Tumlen med Muligheder stiller
straks ny Spørgsmaal og øjner ny Problemer,
der fører til Fordybelse og Omdannelse. Det er
K. i anden Omgang. Her er en Uddybelse
af »Enten — Eller« i den glimrende Bog
»Stadier paa Livets Vej«, alt klarere, fastere
komponeret, det etiske og det religiøse holdt
skarpere ud fra hinanden. I det uforlignelige
»Sympositet« føres det æstetiske Trin gennem de 5
Taler om Kvinden og Eros forbi os som en
Erindring; Assessorens Lovprisning af
Ægteskabet er grundigere og dybere, om det end
endnu skæmmes af den lave
æstetisk-romantiske Opfattelse af Kvinden, som K. ikke kom ud
over; og i sidste Afsnit »»Skyldig« —
»Ikke-Skyldig«. En Lidelseshistorie. Psykologisk
Eksperiment af Frater Taciturnus« gennemgaar
K. med lidenskabelig Patos og et skælvende
Hjertes Inderlighed paa ny sit Livs
Begivenhed, idet han nu lader det være Tungsindet og
den religiøse Uensartethed, der frembringer
Brudet og fører Bogens ulykkelige Helt til
Troens Dørtærskel. Men der kommer ogsaa noget
nyt til: den religiøse Eksistenstankes Vandring
mod Paradokset. Ved Brudet med sin
Forlovede havde K. jo ikke handlet »alment«,
»aabenbart«, som Etikken kræver, og dog i
subjektiv Sandhed, han maatte handle
saaledes. Gives der da en teleologisk Suspension af
det etiske, kan det tilsidesættes af højere
Hensyn (er det kun et Gennemgangspunkt)? Det er
saadanne Spørgsmaal, han behandler i »Frygt
og Bæven«. Enten er det saaledes, ell. Abraham,
Troens Fader, er en Forbryder, en Morder, og
det gaar ikke an at lovprise Abraham om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
