Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kildedyrkelse - Kildekalk - Kildekritik - Kildekultus - Kildemarked - Kildemos - Kildenymfer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
K.; de omformede den til en vis Grad af
Samstemning med den herskende Kirke, og under
ny Vilkaar kom den til at spille en vistnok
endnu større Rolle end tidligere. I det ydre viser
denne Periode sig ved, at de hellige Kilder ofte
findes paa viet St., saaledes Skt. Tøger’s Kilde
paa Vestervig Kirkegaard, ell. »Kippinge
Kilde«, en Brønd bag Alteret i Kippinge Kirke. De
er ligeledes ofte opkaldte efter de mest yndede
Helgener, og deres Udspring tilskrives disses
Jærtegn, saaledes Skt. Søren’s Kilde paa Ry
Mark, der, hvor den hellige Mand standsede sin
Plov for at træde i Herrens Tjeneste, ell.
Hellig Anders’ Kilde, hvor Helgenen tabte sin
Handske. Ofte bliver ogsaa deres folkelige Navn
udtydet som indeholdende Minde om Helgener,
hvis hist. Tilværelse rigtignok er meget
omtvistelig; saaledes blev paa adskillige St. en
»Hellekilde« (ɔ: hellig. Kilde) udtydet som Skt
Helene’s Kilde. Endelig gror det op med
Fortællinger om uskyldig myrdede Jomfruer, ved
hvis Dødsplads Kilden skal være sprungen frem
som Jærtegn o. l. I den egl. K. sker der den
Udvikling, at de Syges Helbredelse træder saa
meget stærkere i Forgrunden, og ikke blot
Omegnens Folk søger til de berømte St., men ogsaa
fjernere boende drager paa Kilderejser
til de Tider af Aaret, hvor Kilderne tros at have
den helbredende Kraft. Tilstrømningen af Folk
vokser til hele Kildemarkeder, saaledes
ved Skt-Hans-Kilden paa Skørping Kirkegaard,
Skt. Søren’s Kilde ved Ry med Marked 23.
Oktbr, Skuldelev’s Skt Ole’s Kilde nær ved
Roskilde med Marked ved Skt-Hans-Dag, ligesaa
Risekilde ved Frørup paa Fyn o. s. v. En
Mængde Optegnelser fra 16. og 17. Aarh. og ned
til vore Dage giver et rigt Billede af det
Folkeliv, der paa visse Tider udfoldede sig omkr. de
hellige Kilder. Nogle St. skulde man drikke af
Vandet, andre St. bade sig i det, ell. begge
Dele; enkelte Kilder blev særlig brugt til at
dyppe syge Børn i; Vandet førtes ogsaa hjem
og brugtes som Husmedicin Aaret rundt. Der
kunde være Trængsel af Folk omkr. Kilden, saa
at Vandets pludselige Forsvinden opfattedes
som Straf for Kiv paa det hellige St. Forinden
Brugen af Vandet ofrede man gerne
Pengestykker i Kilden; efter Helbredelsen ophængte
den Syge ofte sine Klæder ved den, og de blev
siden skænket til de Fattige. Ved den hellige
Strandkilde ved Marselisborg drak man af ny
Smaaskaaler; Morgenen efter Valborg- ell.
Skt-Hans-Aften kunde man endnu i Mands Minde
finde Hundreder af Skaaler henlagte som Offer.
Efter Reformationen søgte Staten dels at
nemme K., dels at dæmpe dens Karakter af
Helgendyrkelse, men uden stort Resultat, fordi de
stedlige Myndigheder gerne holdt paa det
tilvante. I denne Tid, da K. i det hele blev mere
neddæmpet og lyssky, hævede Skt Helene’s
Kilde i Tisvilde sig til at nyde godt af talrige
Besøgende af alle Samfundsklasser, og den nød
den Ære at være den første, der blev Genstand
for et særligt Skr. (af Præsten Erik Hansen,
1650), hvori Stedets Skt Helene blev gjort til en
sv. Helgeninde i 12. Aarh.; de rent folkelige
Sagn om Helene synes kun at være Sideskud af
et ret udbredt Sagnmotiv om det ilanddrevne
Helgenlig. Et andet St., der skyldte
Hovedstaden sin Opkomst, var Kilden ved Gl. Vartov
(paa det senere Kildedals Grund), dens
Markeder og Kildeliv var stærkt søgt i 17. og 18. Aarh.
(Holberg’s »Kilderejsen«), indtil den afløstes af
Kirsten Pils Kilde i Dyrehaven, der dog kun
spillede en Rolle ved sin Lystighed, ikke som
Lægedomskilde. I det hele var K. dog i
Aftagende, men Kildemarkederne fortsattes dog
mange St. lige til vore Dage i Form af
Ungdomsforlystelser med Leg og Dans. Selve K. har
maattet vige for en Mængde samvirkende
Omdannelser i Kultur; for Norge’s Vedkommende
har man udfundet, at den stærke Tilbagegang
i Folkets Vedhæng falder dels sammen med den
pietistiske Bevægelse henimod Midten af 18.
Aarh., dels med den haugianske Vækkelse i
Beg. af 19. (Litt.: Bang, »Norge’s hellige
Kilder efter Reformationen« [»Kria
Videnskabers Selsk. Forhandl.«, 1885 Nr. 6]; »Danmark’s
gl. Folkeviser« [2. Bd Nr. 102 og 6. Bd Nr.
337—338]; E. T. Kristensen, »Danske Sagn« [3.
Bd, 1895, S. 208—236]; Werlauff, »Historiske
Antegnelser til Holberg’s Lystspil« [1858];
Weinhold, »Die Verehrung der Quellen in
Deutschland« [i »Abhandlungen der
Berlin-Akademie«, 1898]; Eiler Nystrøm, »Offentlige
Forlystelser i Fr.-VI’s Tid. II, Kildeforlystelser
i Dyrehaven« [Kbhvn 1913]; Gunnar
Knudsen, »Hellige Kilder i Sorø Amt« [i Aarb. f. hist.
Saml f. Sorø Amt, 1918]; Th. B. Bang, »Skt.
Søren Holmstrup«, i »Fra Holbæk Amt« [1909]
o. fl. Artikler i Amtsaarbøger; H. Fr.
Rørdam, »Om Valfarterne til Kippinge Kilde før
og efter Reform.« [i »Kirkehist. Saml.«, 4. Rk., 3.
Bd]; V. Bang, »Danmark’s hellige Kilder«, i
»Museum« [1895]).
(A. O.). G. K-n.
Kildekalk, se Kalktuf.
Kildekritik, se Historie, S. 505.
Kildekultus (gr.). Et Udslag af den i
Oldtiden alm. Lyst til i Naturfænomener at se
Guders ell. guddommelige Væseners Virksomhed
var det, at Floderne, især hvert enkelt
Landskabs Hovedflod, personificeredes og blev
Genstand for Dyrkelse, saaledes f. Eks. Skamandros
i Troas, Alfeios i Elis og navnlig Acheloos, den
store Grænseflod mellem Aitolien og
Akarnanien. Paa lgn. Maade blev ogsaa Kilderne
og Bækkene paa mange St. Genstand for
Kultus. Det rene, kolde Vand, der i naturlige
Kilder strømmer frem fra Jordens Indre, ansaas
for at have rensende og befrugtende Kraft; det
renser for al Slags Besmittelse og bruges
derfor ved de indviende Renselseshandlinger, der
gaar forud for Ofringer, Bryllup, o. l.; det har
lægende Kraft, og ofte tillægger man det Evne
til at bringe Mennesket i Begejstring.
Flodguderne forestillede man sig for det meste som
mandlige Væsener; i Kilderne tænktes
Okeaniderne og de jomfruelige, venlige Kildenymfer
(Najaderne) at være virksomme; Muserne
staar dem nær, og ikke sjælden optræder de i
Artemis’ Følge. — Sagnet om de 50
Danaider fortolkes stundom saaledes, at man i
disse ser Landskabet Argolis’ Kildenymfer.
H. A. K.
Kildemarked, se Kildedyrkelse.
Kildemos, se Fontinalis.
Kildenymfer, se Najader.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
