Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kina - Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Chinoise; préceptes et modèles [i Magasin
Littéraire, Paris 1893]; Marquis Hervey de
Saint-Denys, Poésies de l’époque des Thang
avec une étude sur l’Art poétique en Chine
[Paris 1862]; E. Montégut, La poésie d’une
vieille civilisation [i Revue des Deux Mondes,
XLIV, 1863]; A. Forke, »Blüten chines.
Dichtung« [1890]). Kinesiske »Digte er gendigtede til
Dansk af Aage Matthison-Hansen
»Vandlilierne« (1903) og L. Kohl (se ovf.);
endvidere af H. E. Larsson, »Kinesiske Dikter
paa sv. värs« (Lund 1895).
K. ejer fremdeles en meget omfattende
dramatisk Litt., der dog, som alt i K., ikke
udelukkende maa betragtes fra et europ.
Standpunkt. Det er endnu uvist, hvorvidt det kin.
Drama er afledt af gl. pantomimiske
Fremstillinger og rituelle Danse, ell. om det — hvad
der forekommer sandsynligt — har Forbindelse
med det ind. Drama. Den kin. Overlevering
beretter, at Kejser Hüan-tsung-ti (713—755)
af Tang-Dynastiet var den egl. Grundlægger af
Skuespilkunsten og oprettede et Institut til
Undervisning deri. Dog haves intet Drama fra
Tang-Tiden bevaret. Som den dram. Digtnings
Glansperiode regnes Mongolkejsernes Tid
(1280—1368). Paa Teatrene optræder aldrig mere end
to Skuespillere paa een Gang; Forandringer af
Dekorationer o. l. kendes ikke. Skifter
Skuepladsen, giver Skuespilleren til Kende ved
Bevægelser o. l., at han vil begive sig af Sted,
og et Øjeblik efter fortæller han, hvor han nu
er kommet hen. Sproget i Teaterstykker er
Prosa; men naar Personerne kommer i Affekt,
taler de i Vers, som de ikke deklamerer, men
synger. Nogle Stykker har hist. Indhold, i
andre gør man sig lystig snart over
Embedsstanden, snart over Bonzerne (Præsterne) af de fra
Statsreligionen afvigende religiøse Samfund.
Særlig gaar det ud over Buddhisterne. Nogle
Teaterstykker kan kaldes militære Skuespil;
der optræder nemlig talrige Soldater i
afstikkende Dragter. Andre Stykker kan kaldes
borgerlige Skuespil ell. Karakterkomedier.
Personskildringen er ret skabelonmæssig, Personerne
er mere typiske Figurer end Individualiteter.
Kineserne forstaar ret godt ved spændende
Scener at fængsle Interessen. Nogle Teaterstykker
er overs. i Europa, bl. a. af Stan. Julien og
Davis. Et af Jesuitten Prémare overs. Stykke,
»Den Faderløse af Huset Tsjao«, blev for
Voltaire Udgangspunkt for hans Orphelin de la
Chine. (Litt.: Bazin, Théâtre chinois, ou
choix de piéces de théâtre comp. sous les
empereurs mongols [1838]; Tcheng-ki-tong,
Le théâtre des Chinois [2. Udg., Paris 1886];
M. F. Brunetière, A propos du Théâtre
Chinois [i Revue des Deux Mondes, LXXIV,
1886]; R. v. Gottschall, »Das Theater und
Drama der Chinesen« [Breslau 1887]; se ogsaa
Bazin, Chine Moderne; Henningsen, »Det
himmelske Rige«).
Episk Digtning findes slet ikke i K.; men til
Gengæld er Roman-Litt., der er affattet i
Prosa, yderst rig. Der gives baade hist.
Romaner og Nutidsfortællinger, der giver Billeder
af Familielivet. En af de mærkeligste og tillige
den ældste (14. Aarh.) og bedst fortalte er
San-kvo-tshi ɔ: »de 3 Rigers Historie«, som er
overs. af Th. Pavie: Le San-koue-tchy: Histoire
des trois royaumes (Paris 1845—51). Den
behandler de urolige Tider, da K. 168—265 e. Kr.
var delt i 3 Riger. En Samling Romaner o. l.
udgav A. Rémusat, Contes Chinois traduils par
M. Davis (Paris 1830).
En vigtig Side af Prosa-Litt. dannes af den
store Essay-Litt., en Art litterær
Detailkunst, hvor Hovedvægten lægges paa en
elegant Form og Stil. Disse Essays handler om alt
muligt fra Filosofi og Litt. til
Samfundsspørgsmaal af enhver Art. Særlig yndede er poetiske
Stemningsbilleder og Skildringer, en Art
Prosalyrik uden Verskunstens formelle Tvang. I
denne Essay-Form findes noget af det bedste i hele
den kin. Skønlitteratur. Som de mest
fremragende Stilister i denne Retning berømmes
Tao Juan-ming (365—427), Forf. af Parablen
om Ferskenblomsterlunden, og Han-Ju (s. d.;
768—824), endnu læst og vurderet som en af
K.’s allerfineste Stilister. Bl. Forf. af poetiske
Skildringer i rytmisk Prosa nævnes som de
ypperste fra Tang-Tiden Tu-Muh (803—852) og
fra Sung-Tiden Ngu Jang-siu (1007—72) og
Su Tung-po (1036—1101).
Den filos. Litt. er meget rig, men de
store Filosoffer henhører alle til Fortiden; i de
sidste Aarh. siden Tsju-hi’s Tid har man mest
indskrænket sig til Kommentarer over ældre
filos. Skr, særlig de kanoniske Bøger. Disse er
ikke heller altid lette at forstaa. Af saadanne
Kommentarer gives der et meget stort Udvalg.
Til den filos. Klasse kan ogsaa henføres de
talrige buddhistiske Skr, som for en stor Del er
overs. ell. bearbejdede efter ind. Værker. Egl.
religiøs Litt., Opbyggelsesskrifter o. l., findes
derimod ikke. Alt er i K. nær knyttet til det
praktiske Liv, der altid ses mere fra den
moralske Side end den strengt religiøse.
K. besidder en rig Ordsprogs-Litt.,
Filologien har ogsaa fundet mange Dyrkere.
Da Sproget ingen Formlære har, er det ikke
faldet Kineserne ind at behandle deres eget
Sprog grammatisk, hvorimod de har givet sig
af med grammatiske Undersøgelser om andre
Sprog, med hvilke de kom i nøjere Berøring,
som Mongolsk, Mantshuisk o. s. v. Granskningen
har, hvad Nationalsproget angaar, særlig
kastet sig over det leksikalske. Man har
mange Ordbøger; en af dem er i 237 Bd. I
første Række maa nævnes den Ordbog, som
Kejser Kang-hsi (1662—1722) lod udarbejde.
Man har ogsaa Bøger om Skriftens Historie, om
gl. Indskrifter, om ejendommelige Udtryk hos
visse Forf. o. s. v.
K. har ingen andre skrevne Love end en
Straffelovbog, men om retslige Forhold o. l.
haves ikke faa Skr; men de er endnu ikke
videre gennemgranskede af Europæere. Et
mærkeligt Skr. fra 13. Aarh. er et med.-jur. Skr.,
som skulde tjene Dommerne som Hjælpemiddel
ved Rettergangen.
De talrige Lægebøger o. l., oftest under
Titlen Pen-tsao, ɔ: Urtebog, indeholder vel en
Del Iagttagelser, der ikke er uden Værd, men
ellers er de fulde af Tryllemidler o. l. Man ser
ogsaa, at Kinesernes Indsigt i Anatomi og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
