Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIII: Jernbaneret—Kirkeskat / 898 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - kinesisk Skrift

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

kaldes en Stavelseskrift ligesom den
assyrisk-babylonske Kileskrift og den ægypt.
Hieroglyfskrift, med hvilke gl. Skriftarter den k. S. har
en Del tilfælles. Men Skrifttegnenes Antal er
meget større; det angives gerne til omtrent
50000; men det store Flertal er Varianter for
samme Ord. Kineserne har selv megen
Interesse for deres Skrifts Historie og Natur og har
forfattet Værker derom. De inddeler deres Tegn
i 6 Klasser: 1) Sjang-hing (omtr. 600), opr.
bestaaende af Billeder af Genstande, der let lader
sig afbilde, f. Eks. Solen, som, da runde
Former er fortrængte fra den k. S., er blevet
temmelig firkantet; 2) Tshi-si (omtr. 100), Tegn for
Ting, Fremtoninger, Forhold, Begreber o. l.,
som ikke let lader sig afbilde ligefrem, men
paa hvilke Tanken let ledes hen ved af se to
Billeder sammen; saaledes »oven«, »over«,
udtrykt ved Solen over Jorden; »under« ved
Solen under Jorden; 3) Hvej-i (760),
Sammensætninger af Billedtegn, der let leder Tanken hen
paa en anden Genstand ell. Begreb; en Mand
paa et Bjerg udtrykker »en Eremit«, Sol og
Maane sammen betegner »Dag«, Kvinde og
Barn Begrebet »elske«, Fugl og Mund »synge«
o. s. v.; 4) Tshven-tshu (370), »omvendte«, som
enten i deres Form ell. deres Bet. kan ses fra
to Sider. Tegnet for venstre Haand drejet
om betegner højre Haand. Det Tegn, der
udtrykker Ordet »Musik« og læses jo, betegner,
da Musik opliver og glæder, ogsaa »Fornøjelse«
og læses da lo; 5) Tshja-tshie (600) laante,
overførte Begreber; er en Pil og tillige
overført »lige«, »ret«, da Pilen farer lige i
Luften; 6) Tshje-shing (over 20000), fonetiske
Tegn, som vel opr. var Billeder af en Genstand
ell. Ting, men som tillige brugtes til at betegne
helt andre Genstande, naar deres Betegnelse (i
Skriftsproget) lød helt ell. omtr. som vedk. Ord.

For at vejlede Læseren m. H. t. Forstaaelsen
af de mange med samme Lydtegn skrevne,
men af Bet. aldeles forsk. Ord, hvoraf Sproget
vrimlede, har Kineserne af den første Klasse
udsondret en Del af de bekendteste (i alt 214),
som kaldes »Nøgler« ell. »Radikaler«, men som
vi i Lighed med de for Assyrisk og Ægyptisk
brugelige Betegnelser vilde foretrække at kalde
Determinativer. De har som Ægypternes og
Assyrernes Determinativer den Bet. at lede
Tanken i den rigtige Retning, for at Læseren
kan vælge det rigtige af de mange ligelydende
Ord. Billedet af Hjertet viser saaledes hen til
aandelige Tilstande; Billedet af Ild til, hvad
der brænder ell. kan brændes o. s. v. Andre
»Nøgler« er f. Eks. Mand, Kvinde, Haand, Øje,
Sten, Plante, Metal, Fisk, Fugl o. s. v.

Som Eksempler paa, hvorledes man ved
Hjælp af Determinativer kan skelne mellem
enslydende, helt forsk. Ord, kan vi tage ngo.
Uden Deterniinativ er det »jeg«; med Tegn for
»Bjerg« er det »højt Bjerg«; med Tegn for
»Kvinde«: »smuk«; med »Fugl«: en Gaas; med
»Græs«: en bestemt Plante o. s. v.

I de kin. Ordbøger er Ordene ordnede efter
disse 214 Radikaler ell. Nøgler (Determinativer),
saaledes at de Nøgler, der skrives med een

Streg kommer først, derpaa de med to, de med
tre o. s. v.

Betragter vi den k. S. sammenlignet med andre
ikke-alfabetiske Skriftsystemer, kan den siges at
bestaa af 1) ideografiske Tegn, opr.
Billeder af Genstande o. l., som enten ligefrem
betegner materielle Genstande (figurative Tegn),
ell. som — ved en Ideassociation — let fører
Tanken hen paa Genstande, Forhold,
Fremtoninger, som ikke lader sig fremstille ligefrem
ved et enkelt Tegn; disse Tegn forstaas
umiddelbart, uden at Tanken benytter Sproget som
Gennemgangsled. 2) Fonetiske Tegn, som
betegner en Lydforbindelse, en Stavelse (et
Ord), og som kan bruges til at betegne alle
Ord, der lyder saaledes (i
Skriftsproget), hvad saa end deres Bet. er; og 3)
Determinativer (214), der, for at
vejlede Læseren, føjes til de fonetisk skrevne
Ord og forbindes med disse, saa at den Uøvede
ikke straks bliver opmærksom paa dem.

Vi maa endnu nævne en Overensstemmelse
med den assyriske og ægyptiske Skrift. Den k.
S. har som disse ogsaa et fonetisk
Komplement. Ligesom Assyrerne stundom til et
med Kileskrift udtrykt Tegn tilføjer Endelsen,
for at Læseren skal være sikker paa, hvilket
Ord og hvilken Form af Ordet der menes, og
ligesom Ægypteren til et Hieroglyftegn tilføjer
ikke blot Slutningen, men stundom ogsaa
Indlyden, for at Læseren ikke skal tage Fejl,
saaledes tilføjer Kineseren undertiden efter et Ord,
som han frygter kunde misforstaas, et alm.
kendt Tegn, der angiver Beg. (kin. mu,
»Moder«), og et andet (kin. jyn, »Rim«), der
betegner Slutn., rigtignok med Tilføjelsen af Ordet
tshiet, der betegner »spaltet«, »delt«, hvad
Assyrer og Ægypter ikke gør. Denne Opløsning
ell. Forklaring af Tegnene er dog i den k. S.
ikke opr.; den indførtes først et Par Aarh.
e. Kr., da der kom mange Fremmedord (fra
Indien, ved Buddhismen) ind i Landet.

Som den k. S. har et helt andet Udseende
end vore Skriftarter, saaledes skabes de
sælsomme Tegn ogsaa paa en fra vor meget forsk.
Maade. De frembringes ved Hjælp af en lille
fin Pensel af Raadyr-, Katte- ell. Kaninhaar,
der er omhyggelig sammenlagte og
sammenbundne, saa at de ender i en fin, elastisk Spids.
I St f. Blæk bruges Tusk, opløst i Vand paa
smaa flade, ofte smukt udskaarne Stene med en
Fordybning i Midten. Penselen holdes lodret
paa Papiret, imellem Tommelfingeren paa den
ene og de andre fire Fingre paa den anden
Side, omtr. midt paa Skaftet. Skriften begynder
øverst til højre, føres nedefter i en lodret Linie
til Papirets nederste Kant, hvorpaa en ny Linie
begyndes øverst oppe til venstre for den nys
skrevne Linie o. s. v. (se Fig. S. 870).

De af Kineserne brugte Skrifttegn kan
grupperes under flg. Hovedformer. De ældste, der
nærmer sig de opr. Billedtegn, ell. Hieroglyffer,
kaldes Tshuen-shu, »Seglskrift«; der tales
ogsaa om Li-shu, »Bureauskrift«, som ikke er
meget forsk. fra den nu brugelige Kai-shu, der
svarer til vor Skønskrift, og som bruges til
officielle Skrivelser og til Bogtryk. I det daglige
Liv til Breve o. l. bruges gerne Hsing-shu ell.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>