Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kristina Augusta
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
foregaaet den sælsomste Forandring i K.’s Sind.
Gustaf Adolf’s Datter var bleven Katolik. Med
en religiøs Grundstemning forenede hun en
Ringeagt over for Kultus’ens ydre Former.
Ligesom sin Lærer, Synkretisten Matthiæ,
havde hun mere Sans for det væsentlige, som
forenede, end for det mindre væsentlige, som
adskilte de forsk. Bekendelser. En Anskuelse
som denne, Omgangen med geniale Mænd
(Chanut, Descartes) af kat. Tro, aandeligt
Slægtskab med denne, ell. hvad det nu kan have
været, førte hende stedse nærmere Rom. Men
derved blev hendes Stilling som sv. Regent
uholdbar og for den sandhedskærlige K.
utaalelig falsk. Straks efter at hun havde givet
Macedo, den portugisiske Gesandts Skriftefader,
det Hverv at indbyde til Sthlm nogle
Jesuiterpatere, med hvem hun kunde forhandle om sin
Overgang til Katolicismen, erklærede hun i
Raadet, at hun vilde nedlægge Kronen (Aug.
1651). Raadsherrerne, der ikke kendte K.’s
virkelige Motiv, fik hende dog denne Gang, om
end med Vanskelighed, formaaet til at afstaa
fra sit Forsæt. Men da Jesuiterpaterne Malines
og Casati paa K.’s Kaldelse var ankomne,
fattede hun (Foraaret 1652) den uigenkaldelige
Beslutning at abdicere og bosætte sig i Syden.
I sine sidste Aar som sv. Dronning viste K. en
stedse større Koldsindighed over for den Kirke,
hun i sit Hjerte havde forladt, uden at kunne
røbe sin Tilslutning til nogen anden. Samtiden
stemplede hende derfor som Ateist.
Den store Forandring i K.’s Indre medfulgtes
ikke af nogen Forandring i hendes Optræden
som Dronning. Hun helligede sig vedblivende
med Nidkærhed og Alvor til Regeringsførelsen,
men lod tillige de økonomiske Misbrug vedvare.
Paa Slutn. gjorde hun dog et første Skridt til
en Reduktion af Krongods. Altid villig til at
optræde som Fredstifterske tilbød hun sin
Mægling mellem Frankrig og Spanien, mellem den
franske Regering og Fronden, men uden
Resultat. Et Forslag af K. (1653) om et sv.-dansk
Forbund til Værn for Østersøens Frihed under
Krigen mellem England og Nederlandene vandt
lige saa lidt Anklang i Danmark. Dette Land
nærede Mistro til hende for den Venlighed, hun
ved sit Hof viste den landflygtige Ulfeldt. I
Politikken tog hun nu atter mod Raad af Axel
Oxenstjerna, for saa vidt som hendes Hang til
Egenraadighed tillod det. M. G. de la Gardie
paadrog sig 1653 en lige saa velfortjent som
fuldstændig Unaade. Bl. hendes Omgivelser ved
Hoffet i disse Aar skal foruden Ulfeldt nævnes
Clas Tott, Ebba Sparre, den eneste Kvinde, K.
skænkede sin Tillid, den polske landflygtige
Radziejovski samt fremfor alle andre den sp.
Minister Pimentel og Bourdelot, K.’s fr.
Livmedikus, der havde genoprettet hendes
Sundhed. Over for de to sidstnævnte viste
Dronningen en Fortrolighed, der ofte misforstodes.
Sagen var, at de var indviede i hendes store
Hemmelighed, og at de (Bourdelot som
Kabinetssekretær) førte de Underhandlinger med
Hoffet i Madrid og Kurien, der resulterede i,
at K. selv efter Tronfrasigelsen behandledes
som Suveræn.
Omsider satte K. Abdikationsplanen i Værk
paa en Rigsdag i Upsala (6. Juni 1654), efter at
Stænderne til hendes Underhold havde anvist
Indtægterne af Norrköping, Øland, Gotland,
Øsel samt nogle Byer i Nordtyskland. Derefter
forlod K. skyndsomt Sverige og begav sig
gennem Danmark, Tyskland og Nederlandene til
Bryssel. Her gik hun formelig, men i al
Hemmelighed, over til den kat. Kirke Juleaften
1654. Det aabenbare Trosskifte fandt først St.
24. Oktbr (3. Novbr) det flg. Aar i Innsbruck.
Derfra begav hun sig til Rom. Her modtoges
hun som en Triumfator af Pave Alexander VII,
til hvis Ære hun forandrede sit Navn til K.
Alexandra.
Med kortere Afbrydelser tilbragte K. Resten
af sit Liv i Rom, omgiven af et glimrende Hof
og en Mængde Lærde, som hun med sædvanlig
Gavmildhed understøttede. Alt, hvad Rom
havde af aandelige Interesser, samledes omkr.
hende. At være Dronning i de Lærdes Verden
var dog ikke nok for K., hendes urolige Sind
arbejdede rastløst med politiske Planer, der tit
var mere end fantastiske. Hun sluttede sig til
Mazarin’s Politik i Italien, og en ital.
Fyrstekrone viste sig i Aanden for hende som Løn.
Hun vilde i Spidsen for en fr. Hær fordrive
Spanierne fra Neapel. I Sammenhæng med
disse Planer stilles K.’s Besøg i Frankrig 1657,
og Monaldeschi’s Henrettelse skal have været
en Straf, fordi de var blevne røbede. To Gange,
1660—61 og 1667, besøgte K. Sverige. Første
Gang fremkom hun endog med en Slags
Fordring paa Tronfølgen, men maatte forny sin
Abdikation. Den strenge Religionslov krydsede
ogsaa hendes Plan om at bosætte sig i
Fædrelandet. 1668 optraadte hun, understøttet af
Paven, som Prætendent til Polens Trone, men
uden Held. I Tidens mange politiske
Forviklinger i Rom fremtraadte hun ofte. Med varmt
Venskab var hun knyttet til Kardinal Azzolino.
K.’s rige Samlinger adsplittedes efter hendes
Død. En Del af hendes Bibliotek forenedes med
det vatikanske. Af Malerierne gik en stor Del til
Frankrig. Hendes Papirer findes nu til Dels i
Montpellier, hvorhen de blev førte efter Roms
Erobring 1798. Hendes Liv er blevet poetisk
behandlet af fl. af Sveriges Digtere, saaledes af
T. G. Rudbeck i det fra Fransk bearbejdede
Skuespil »Drottning C. vid 16 år« (1839), af C.
F. Ridderstad i Skuespillet »Drottning C. i
Italien« (1848), af Vilhelmina Stålberg i
Romanen »C.« (1861), af Carl Snoilsky i Digtcyklus’en
»C.« (1881), m. fl.; af danske Digtere har bl. a.
Carl Bagger behandlet en Episode af hendes
Liv i Tragedien »Dronning C. og Monaldeschi«
(1833). (Litt.: Arckenholtz, Mémoires
concernant Christine, reine de Suède, I—IV
[1751—60], en Samling Materiale, der bl. a.
indeholder K.’s Skr samt Uddrag af hendes
Papirer; Odhner, »Sveriges inre historia
under Dr. Christinas formyndare« [1865];
samme, »Sveriges deltagande i Westfaliska
fredskongressen« [1875]. Af Fremstillinger i den
fremmede Litteratur kan nævnes: Grauert,
»Christina, Köngin von Schweden«, I—II
[1837—42] samt Bain, Christina, queen of Sweden
[1890]. I senere Tid har M. Weibull, først
og fremmest ved sin Kritik af de saakaldte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
