Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Runeberg, Johan Ludvig og Fredrika Charlotta
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Runeberg [’ru.nebærj], 1) Johan
Ludvig, finsk-svensk Digter, f. i Jakobsstad 5. Febr
1804, d. i Borgå 6. Maj 1877. R.’s Forældre var
begge af sv. Afstamning, Faderen havde
imidlertid
vanskeligt ved at
erhverve
Udkommet, saa R.
maatte allerede
tidlig sørge for
sig selv. 1822
blev R. Student,
men han
maatte tage Plads
som Huslærer i
Saarijärvi, dybt
inde i Finland,
hvor
Befolkningen havde
bevaret de mest
ejendommelige
Nationalegenskaber. Her
opholdt R. sig i
to Aar, og alt tyder paa, at han nøje har
levet sig ind i Forholdene. 7. Jan, 1826 vendte
han tilbage til Åbo, hvor han fortsatte
Studierne, tog Kandidateksamen 1827 og promoveredes
til Magister 10. Juli s. A. Sommerferien tilbragte
han i Pargas hos sin Slægtning Ærkebiskop
Tergström; hans Fremtidsplaner kuldkastedes
ganske ved Åbos Brand, saa han tilbragte
næsten et helt Aar hos sin Slætning, hvor han
havde Lejlighed til at stifte indgaaende
Bekendtskab med den samtidige sv. Litteratur.
Allerede som Skolediscipel var R. begyndt at
digte; men disse Digte er ligesom hans
Ungdomsdigtning i høj Grad prægede af de
Mønstre, han har fulgt. Først efterhaanden som
Pargas-Periodens Oplevelser og Minderne fra
Saarijärvi aflejres i hans Bevidsthed, udfolder
hans Digtning sig til med større
Selvstændighed at udtrykke de Stemninger, som opfylder
ham. Hans skuffede Haab, Ængstelse for
Brystsygdom og erotiske Fantasier blandes med
religiøs Bekymring og fremkalder hans første
Lyrik (»Tröst«, »Det ädlas seger«, »Bön« o. fl.), og
endnu i Digtet »Svartsjukans nätter« kan findes
Spor af denne Storm- og Trængselstid. Digtene
fra 1828 vidner allerede om større Harmoni, og
denne udvikledes under den Forstaaelse, som
opstod mellem R. og Ærkebiskoppens
Broderdatter Fredrika Tengström, med hvem han d.
A. blev forlovet.
Da Univ. aabnedes i Helsingfors, flyttede R.
derhen tillige med sin Svigermoder og
Forlovede, 1830 fik han en Amanuensispost ved
Konsistoriet, og s. A. udgav han som
Docenturafhandling en sammenlignende Undersøgelse af
Euripides’es og Seneca’s Medea. Aaret efter
stiftede han en Undervisningsanstalt sammen
med Nervander o. a., og som Lærer her og ved
Privatundervisning samt som Vært for
studerende erhvervede han sig saa meget, at han
kunde gifte sig.
Tidsrummet 1826—28 betegner et
Vendepunkt i R.’s Udvikling; men først fra 1830
træder han frem for Offentligheden med afgærede
og maalbevidste Resultater. I »Dikter« (1830)
findes endnu umiddelbare Udtryk for
Stemninger under den Trængselstid, han senere ikke
holdt af at mindes, men tillige findes her Digte,
hvor hans Stemninger nærmer sig den
objektive Klarhed, som er ejendommelig for hans
Manddoms Digtning. Hans vedholdende
Studium af den klassiske Litt. havde bidraget til
Udvikling af denne Objektivitet; men hertil
bidrog tillige hans Sysselsættelse med
Oversættelsen af de »Serviska Folksånger«, han s. A.
udgav. Under Studiet af disse enkle og naive
Folkeviser paavirkedes ham stærkt, saaledes
som det særlig fremgaar af de 27 Digte, han
samlede under Titlen »Idyll och epigram«, og
tillige af de Digte, han udgav 1833, hvori talrige
er episke. Allerede her udtaler han sig med
dyb Forstaaelse af Folkelivet, f. Eks. i
»Bondgossen« og »Grafven i Perho«, der vandt
Akademiets Pris, o. fl.
Udviklingen mod national episk Fortælling
faar en foreløbig Afslutning i Digtet
»Elgskyttarne« (1832; Udg. med Kommentar 1914). Den
første Begyndelse til dette Digt stammer fra
Skoletiden; bygget over Indtryk fra klassisk
Læsning omformedes det senere paa
Grundlag af Saarijärvi-Oplevelser, og sluttelig blev
det opr. beskrivende Digt omdannet til en
Fortælling af stor Skønhed og Fuldendthed.
Anerkendelse vandt Digtet ikke, fordi det var
alt for afstikkende mod Datidens fosforistiske
Digtning; først ved »Hanna« (1836) vandt R.
Anerkendelse i Sverige, og 1839 gjorde X.
Marmier R.’s Digtning til Genstand for udførlig
Redegørelse i Revue des deux mondes, og derefter
blev R.’s Navn hurtig berømt. »Hanna« er dog
mindre betydeligt; det staar i nøje Forbindelse
med tidligere Mismodsstemninger, der tillige
affødte de første »fänrikar« (»Molnets broder« og
»Den döende krigaren«). Grundtonen er den
samme som i »Elgskyttarne«, men der anslaas
en sentimental Tone, som skader
Helhedsindtrykket, men vandt Datidens Bifald; man tør
maaske i Digtet søge en Antydning af R.’s
religiøse Kamp.
R. var allerede nu fuldstændig klar over sine
Evner og Maal; derfor paatog han sig fra 1831
indtil 1837 at redigere Halvugeskriftet
»Helsingfors Morgonblad«, hvori han søgte at slaa til
Lyd for sine nyvundne Anskuelser. Her
offentliggjorde han Digte og Overs. samt
Prosafortællinger (samlede i Udvalget »Smärre
berättelser«, 1853) og endelig en Mængde
litterærkritiske Opsatser, med hvilke han optræder som
Forkæmper for Kunstens Natursandhed. Han
drager stærkt til Felts mod dem Smag, som var
raadende i dem sv. Litt., og han skaaner ingen,
selv ikke Autoriteterne v. Beskov, Stagnelius og
Tegnér, hvorimod han udtaler sig med
Sympati for dem gustavianske Litteraturretning.
Enkelte af hans Anskuelser var opstaaede under
Diskussion i det saakaldte »Lördagssälskap«,
der senere fik Bet. og endnu eksisterer som det
finske »Litteratursälskap«; men de fleste er
selvstændig tilegnede under Studiet af de gr.
og lat. Klassikere, hvilket særlig fremgaar af
hans Afh. for Adjunktur om Koret i den gr.
Tragedie. Her udtaler han som sin Antagelse af
![]() |
J. L. Runeberg. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>