Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stændermøder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bøndernes Repræsentanter valgtes af
Herredstinget, og de saavel som
Købstadrepræsentanterne maatte medbringe Fuldmagter til at
forpligte de øvrige Borgere i Byen eller Bønder i
Herredet. Ved Mødet 1536 manglede
undtagelsesvis Prælaterne, og Gejstligheden var her helt
urepræsenteret.
Reformationen betød en Styrkelse af
Kongemagten, og over for Kongen stod i Resten
af 16. Aarhundrede Rigsraadet saa
temmelig uanfægtet som Folkets eneste
Repræsentation, skønt det ifølge sin Sammensætning
i Virkeligheden kun repræsenterede
Adelen. Om nogen egentlig Videreudvikling
af S. blev der derfor i denne Periode ikke Tale.
Det forekom vel af og til, at Repræsentanter
for en eller anden Stand, navnlig Adelen eller
Borgerstanden, indkaldtes til et Rigsraadsmøde
for at forhandle med Raadet, men kun 1570, da
Statens finansielle Vanskeligheder som Følge af
Syvaarskrigen havde naaet sit højeste, og
Regeringen stod over for Spørgsmaalet, om den
skulde slutte Fred paa de Betingelser, der
kunde opnaas, eller fortsætte Krigen, indkaldtes der
et almindeligt S. i Kbhvn for at høre Stænderne
om det nævnte Spørgsmaal, og for det Tilfælde,
at Krigen skulde fortsættes, faa deres
Tilslutning til yderligere Skatteudskrivning. Et
specielt jysk S. var dog Aaret forud afholdt i
Viborg, og det er ogsaa muligt, at et
Rigsstændermøde har fundet Sted i Kbhvn 1547. Mødet
1570 staar paa Overgangen mellem de ældre og
de yngre Møder. Fremad peger det navnlig ved
at være det første Møde, der sammenkaldtes for
at opnaa Skattebevilling.
Den yngre Periode af S.’s Historie omfatter
Christian IV’s og Frederik III’s Tid indtil 1660.
Det, der er ejendommeligt for denne Periode,
er, at Stænderne nu efterhaanden faar anvist
bestemte politiske Opgaver, nemlig Kongevalg
og Skattebevilling, der enten ligefrem kræver
deres Nærværelse eller dog hyppigt foranlediger
deres Sammentræden. Hvad Kongevalget
angaar, indledes den ny Tid med Mødet i Kbhvn
1608, hvor Christian IV’s ældste Søn Christian
valgtes til Tronfølger, og faa Aar efter træffer
man en Udtalelse af Rigsraadet, der gaar ud
paa, at Kongevalg kun kan foretages af
Stænderne. Rigsraadet havde vel allerede efter
Frederik I’s Død 1533 udtalt sig i lignende
Retning, men paa denne Udtalelse, der nærmest
fremsattes som en Undskyldning for, at Raadet
ikke straks iværksatte Kongevalget, hvilket det
af andre Grunde ønskede at udskyde, kan der
ikke lægges større Vægt, da Raadet ved andre
Lejligheder bestemt hævdede sin Ret til selv at
vælge Konge og ogsaa handlede i
Overensstemmelse hermed. Den i 1608 indledede Praksis
betegnede saaledes i Virkeligheden noget nyt,
og den fastholdtes derefter konstant indtil
Enevældens Indførelse, saaledes ved Frederik III’s
Valg 1648 og ved den senere Christian V’s Valg
til Tronfølger 1650.
Noget anderledes end for Kongevalgets
Vedkommende stillede Sagen sig med Hensyn til
Skattebevilling. Nogen Nødvendighed for at
erhverve de uprivilegerede Stænders Bevilling til
Skatteudskrivning var der ikke, idet Rigsraadets
Samtykke, bortset fra visse af Adelens Bønder,
her i hvert Fald var tilstrækkeligt. Disse
Stænder beskattedes da ogsaa jævnligt uden
Bevilling af et S., men naar Kravene blev store,
kunde det være politisk klogt at erhverve en
saadan, og dette forklarer, at man i kritiske
Situationer, hvor de finansielle Vanskeligheder
havde naaet et Højdepunkt, eller hvor det dog
drejede sig om Finansiering af betydningsfulde
Foretagender, fandt sig foranlediget til at
sammenkalde almindelige S. Møder af denne Art
afholdtes saaledes to Gange under Kejserkrigen
(1625—29), endvidere 1631 for at bevilge Penge
til en ny Fæstning, 1638 i Anledning af andre
militære Bevillinger, 1645 ved Afslutningen af
Krigen med Sverige, 1657 i Anledning af den
forestaaende ny Krig og endelig 1660 for at tage
Stilling til den efter Krigen foreliggende
finansielle Situation. Der var saaledes aabenbart i de
sidste 30 Aar før Enevælden ved at udvikle sig
en Praksis, hvorefter Bevilling af Stænderne,
ogsaa de uprivilegerede, var nødvendig til
Skatteudskrivning, men Udviklingen førtes ikke til
Ende, og en Retssætning af det nævnte Indhold
naaede aldrig at blive gældende. Hvad Adelen
angaar, stillede Sagen sig derimod anderledes.
Adelen var skattefri for sine Personer og
Sædegaarde og til Dels ogsaa for sit Bøndergods,
og skulde den beskattes, kunde det derfor kun
ske med dens egen Indvilligelse. De finansielle
Vanskeligheder, i hvilke Staten siden
Kejserkrigen til Stadighed befandt sig, gjorde det nu
ved mange Lejligheder nødvendigt at henvende
sig til Adelen, saa at visse Ydelser fra denne
tilsidst blev stadig genkommende, og derfor
indkaldtes Adelen ikke blot til de ovenfor nævnte
almindelige S., men ogsaa hyppigt udenfor
disse, altsaa til særlige Adelsmøder, saaledes i
Aarene efter 1638 til Fornyelse af de da givne
Bevillinger, og ligeledes 1646 og 1647 og under
Frederik III. Da Adelen politisk set betød langt
mere end nogen af de andre Stænder, spillede
Adelsmøderne en ikke mindre Rolle end de
almindelige S., og naar dette tages i Betragtning,
kan det siges, at der i Christian IV’s senere Aar,
og særlig siden 1638, var ved at indtræde en
afgørende Ændring i Forfatningsudviklingen,
hvorved den danske Forfatning nærmede sig
Nabolandenes Stænderforfatninger, og det
politiske Tyngdepunkt fra Rigsraadet flyttedes over
til Stænderne. Betydning i denne Retning fik
det navnlig, at man paa Mødet 1638 efter
udenlandsk Forbillede vedtog at oprette en staaende
Repræsentation for Adelen og til Dels for alle
Stænder, der ogsaa skulde virke i Tiden mellem
Møderne (de saakaldte
Landkommissarier, s. d.). Denne Repræsentation overtog
nemlig Kontrollen med en væsentlig Del af Landets
finansielle Forvaltning, navnlig, hvad der
vedrørte Forsvarsvæsenet, og ogsaa paa anden
Maade beskæftigede den sig med dette saavel
som med andre politiske Anliggender, idet den
havde det almindelige Hverv at frembære
Befolkningens Klager for Regeringen og virke
folderes Afhjælpning. Landkommissarierne og
Adelsmøderne udfoldede i Aarene 1645—48 en
meget betydelig politisk Virksomhed, men denne
var ganske vist til Dels betinget af de særlige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
