Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Sprog)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hof (d. 1786, Forf. til »Svenska språkets rätta
Skrifsätt« [1753] og »Dialectus Vestrogothica«
[1772]), men den, der fik den største
Indflydelse paa Tidens Sprogbrug, blev ikke ham, men
Abr. Sahlstedt med sine under
Videnskabernes Akademis Ægide udgivne Skrifter, en
Grammatik 1769 og en Ordbog 1773, Arbejder,
som endnu i Beg. af det 19. Aarh. nød stor
Anseelse, og som raadspurgtes i tvivlsomme
Tilfælde. Sahlstedt var ikke nogen stor Filolog,
men han var en Mand med praktisk Blik, som
forstod Nytten af større Fasthed i
Sprogbrugen, og Hovedøjemedet med hans Ordbog var
at udrydde de talrige Dobbeltformer; »naar
Sproget frembyder saadanne, optager han i
Alm. kun den ene Form og træffer sit Valg
efter den fuldkommen rigtige Grundsætning at
foretrække den mest regelmæssige, den som
bedst staar i Overensstemmelse med Sprogets
Bygning i det hele taget«. Sahlstedt søgte bl. a.
at indføre en fast Norm for Brugen af
Endelserne -et og -it, saaledes at -et skulde
tilkomme Adj. og Part. f. Eks. galet, bundet, men -it
Supina: bundit, en Regel, som dog først i den
sidste Halvdel af det 19. Aarh. trængte
igennem i Skriftsproget. I det 19. Aarh. blev det
sv. Akademi, særlig med sin Sproglære af 1836,
den anerkendte Autoritet i praktiske
Sprogspørgsmaal. Trods Grammatikernes
Bestræbelser var dog Variationsmulighederne i
Skrivemaade og Sprogbrug faktisk ret store endnu i
Beg. af det 19. Aarh., om end naturligvis
ubetydelige i Sammenligning med f. Eks. det 17.
Aarh.’s. Man kan hos Tidens største Forf.
finde talrige Uensartetheder, som nu er
ophævede, f. Eks. båra — borra bore, skorra — skåra
Skure, bätter — bättre bedre, maga — mage
Mave, skade — skada Skade, hjärne — hjärna
Hjerne, vicka — vecka Uge. Den store
nuværende grammatikalske og ortografiske
Ensartethed synes for en ikke ringe Del at være
opstaaet i og med den kolossale Udvikling af
Litt., fremfor alt af Dagspressen, i den sidste
Del af det 19. Aarh.
Talesprogets Udviklingshistorie i den
nysvenske Tid frembyder Vanskeligheder, da Litt.
giver temmelig faa Oplysninger. Den utvivlsomt
bedste Kilde bestaar i Udtalelser af
Grammatikere sammenlignede med Nutidens Dialekter.
Efter disse i Betydning kommer de
Litteraturfrembringelser, som i deres Sprog (og
deres Stavemaade) forsætlig eller
uforsætlig nærmer sig Talesproget.
Udtaleforandringerne sker ligesom tidligere meget
forskellig (med forskellig Hurtighed) i de
forskellige Egne. I de dannedes Talesprog er
Dialektforskellighederne højst betydelige, navnlig
i 16. og 17. Aarh., men ogsaa langt senere, lige
til henimod sidste Halvdel af 19. Aarh. En
større Enhed opnaaedes forholdsvis hurtigst i
Henseende til den Udtale, der benyttedes ved
Oplæsning og i offentligt Foredrag. Denne
Udtale har, fremfor alt i 19. Aarh. og særlig i den
sidste Tid, indvirket i høj Grad paa de
dannedes hverdagslige Samtalesprog, saaledes at
dette mere og mere kom til at nærme sig
Skriftsproget. Det dannede Sthlms Udtale
turde være gaaet i Spidsen for denne Udvikling.
Paa den anden Side har lejlighedsvis ogsaa
Samtalesproget indvirket paa Skriftsproget. I
den allersidste Tid bliver vi Vidner til den
Proces, at det saaledes opstaaede saakaldte
Rigssprog med Tidens almene Læsekyndighed og
Samfærdselsmidlernes store Udvikling
begynder helt at fortrænge Lokaldialekterne, først og
fremmest i Byerne, men ogsaa ude paa Landet.
De vigtigste Forandringer i det normale sv.
Talesprog, som er gennemførte i den
nysvenske Tid, er: 1) k og g er blevne Spiranter
saakaldte tje-Lyd (omtr. = ch i Tysk ich) og j
foran Fortungevokaler, hvorved k i Utalen
falder sammen med Skriftens tj og g med j, f.
Eks. kär »kær« og tjära »Tjære«, göra »gøre«
og jämn »jævn«. 2) sj, stj og (foran
Fortungevokaler) sk er gaaet over til sje-Lyd (omtr. =
sch i Tysk schön). 3) Den første Konsonant er
bleven stum i Forbindelserne hv-, hj-, lj-, dj-,
f. Eks. hvad, hvad, hjärta Hjerte, ljus, Lys, djur
Dyr. 4) Det ejendommelige kakuminale l-, som
i visse Tilfælde anvendes i St f. det alm. l i
Oldsproget og endnu høres i de fleste sv.
Dialekter, med Undtagelse af de sydligste, er i de
dannedes Tale lidt efter lidt (fra det 17. Aarh.)
blevet erstattet af sædvanligt l. 5) r og flg. d,
t, n, s er i det nordlige og mellemste S.’s Sprog
smeltede sammen til saakaldte Supradentaler
(Gummelyd, s. d.), som dannes med
Tungespidsen mod Alveolerne (Gummeranden), ikke som
de alm. d, t, n, s mod Tandkødet (mellem
Tænderne og Gummeranden), f. Eks. i Ordet barn,
som udtales med kun een Konsonant efter a.
6) Spiranterne dh og gh (omtr. = da. d i
Gade, g i Dage) er blevne stumme ell. erstattede
af de lukkede d, g, f. Eks. bada bade, dag Dag;
gh er dog blevet j efter r, l, f. Eks. berg Bjerg
(udtales bärj). 7) De allerede i den Oldsvenske
Tid begyndende Assimilationer af
Konsonantforbindelser, som mb, ng, ld m. fl. er blevne
fuldstændigere gennemførte. 8) j er
forstummet efter k, g i f. Eks. tänka »tænke«, som i
Oldsvensk hed þænkia, og b er faldet bort
mellem m og l eller r, f. Eks. i him(b)lar »Himle«,
p mellem m og n f. Eks. jäm(p)n »jævn«. 9) I
Endelser er mange Konsonanter, i
Særdeleshed t og d (dh) forstummede, navnlig i
Norrland og Svealand, saaledes at huset, »Huset«,
varit »været«, månad »Maaned« ofte udtales huse,
vari, måna (i det sydlige S. huset, varit). 10) m
bliver forlænget efter Vokaler (undtagen a), f.
Eks. dömma »dømme« af døma. I Henseende
til Vokalsystemet er den maaske vigtigste
Forandring den, at de korte Vokaler a, u. å, ö i
det mindste i de dannedes Tale har faaet en
mere aaben Udtale end de tilsvarende lange,
f. Eks. i hatt »Hat«, sammenlignet med hat
»Had«, full »fuld« — ful »ful«, blått »blaat« —
blå »blaa«, sött »sødt« — söt »sød«.
Accentsystemet er blevet forskudt, saaledes at
Hovedaccenten, ligesom i Dansk, nu langt oftere
hviler paa Ordenes første Stavelse end i
Oldsproget, f. Eks. misstänksam for missfänksam. Dog
er Svensk i Henseende til Betoning væsentlig
mere konservativt end Dansk. Det beholder
saaledes endnu den svage Biaccent, som i lange
Tider har hvilet paa Tostavelsesords anden
Stavelse, f. Eks. i tala sammenlignet med det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
