Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
polsk Konge (1587), hvad det sv. Rigsraad gik
ind paa efter i en hemmelig Overenskomst med
Johan at have truffet Bestemmelse om S.’s
Stilling i en fremtidig Union med Polen. Den
vankelmodige Konge ønskede dog snart at faa
sin Søn tilbage til S.; men da Rigsraadet satte
sig herimod og tvang Johan til at bøje sig for
dets Vilje, vendte hans Vrede sig mod
Herrerne og Højadelen, hans tidligere Venner, og
han nærmede sig nu atter sin Broder Hertug
Karl, med hvem han var bleven Uven p. Gr. a.
den »røde Bog«. Denne højtbegavede,
statskloge og kraftfulde Fyrste, den eneste af Gustaf
Vasa’s Sønner, der havde arvet Faderens store
Egenskaber, blev nu en Støtte for Johan i hans
sidste Aar, der hengik under spændte Forhold
til Raadet, og efter Kongens Død (17. Novbr
1592) overtog han Rigsstyrelsen, indtil Johan’s
Søn og Arvtager, Sigismund af Polen,
havde indfundet sig i S.
Men inden den katolske Konges Komme
besluttede Karl at sætte en uoverstigelig Skranke
mod alle Forsøg paa at føre S. tilbage til
Pavekirken, idet et Kirkemøde i Uppsala, som
Hertugen havde sammenkaldt, og hvor der mødte
340 Præster, en Del Rigsraader, mange
Adelsmænd, Udsendinge fra Byerne og nogle
Bønder, vedtog, at den hellige Skrift alene skulde
være Rettesnoren for Forkyndelsen paa
Prædikestolene, at de tre Symboler og den
augsburgske Trosbekendelse skulde være
Grundlaget for den sv. Kirke, og at det gamle Ritual
skulde genindføres, medens den »røde Bog«
afskaffedes (20. Marts 1593). Hermed havde den
sv. Kirke opnaaet en fast og definitiv Ordning,
og det var een Gang for alle fastslaaet, at S. var
og vilde vedblive at være et protestantisk Land,
hvad der fik Bet. for Protestantismens Sag i
hele Europa. Sigismund nægtede vel at
stadfæste Upsala-Mødets Beslutning, men blev
tvungen dertil af Hertugen, som i Spidsen for
3000 Mand havde indfundet sig ved hans
Kroning i Uppsala; da Kongen imidlertid straks
blev løst fra sin Ed af en pavelig Legat,
handlede han stik imod, hvad han havde lovet, og
begunstigede Katolikker og Polakker paa alle
Maader. Inden sin Tilbagerejse til Polen
indsatte han sine Tilhængere som Statholdere i
Landskaberne med udstrakt Myndighed, saa at
Hertugen og Raadet, til hvem han havde
overgivet Rigsstyrelsen i sin Fraværelse, mødte Trods
og Ulydighed mod deres Anordninger mange
Steder, særlig i Finland, hvor Befolkningen led
under et sandt Voldsherredømme. Hertugen
sammenkaldte da et nyt Stændermøde i
Söderköping (1595), der højtidelig stadfæstede
Uppsala-Mødets Beslutninger og erklærede Kongens
Handlemaade i flere paaklagede Punkter for
lovstridig. Dette vakte imidlertid hos Raadet
Modstand mod Hertugen, der forbitret herover
frasagde sig Regeringen, men de lavere
Stænders Klager over den stadig voksende Uorden
bragte ham 1597 til uden at indhente Raadets
Indvilligelse at sammenkalde et Stændermøde
i Arboga, hvor Hertugen udnævntes til
Rigsforstander og fik bevilget Midler til Udrustning
af en Hær, medens de Raadsherrer, der havde
begivet sig over til Sigismund, erklæredes for
Landsforrædere. Sigismund svarede herpaa
ved n. A. at lande i S. med en Hær, med
hvilken han besatte Sthlm og rykkede ind i
Östergötland, men han blev her slaaet af Hertug Karl
ved Stängebro i Nærheden af Linköping (25.
Septbr 1598). Kongen maatte nu indgaa et
Forlig, iflg. hvilket han skulde begive sig til
Sthlm, hvor der skulde træffes en endelig
Afgørelse af alle Stridsspørgsmaal; desuden
skulde fem sv. Raadsherrer, der befandt sig i
Sigismund’s Følge og havde opholdt sig i Polen,
udleveres til Hertugen. Men i St f. at blive i
Sthlm sejlede Kongen tilbage til Polen og saa
aldrig mere S., som nu blev indviklet i en
langvarig Krig med Polen, der først fandt sin
endelige Afslutning 1660, da Sigismund’s
Sønner, Wladyslaw IV og Jan Kazimierz (se
Polen) opgav den polske Vasa-Linies Arveret til
S. Nu paafulgte blodige Straffedomme over
Sigismund’s Tilhængere, af hvilke fem
Raadsherrer og en Adelsmand uden for Raadet blev
dømte til Døden som Højforrædere og
henrettede paa Torvet i Linköping (Febr 1599); senere
fulgte flere Henrettelser efter, navnlig det flg. Aar
i Finland, hvor den ubønhørlig strenge Hertug
lod en Mængde bløde paa Skafottet til Straf
for deres Voldshandlinger i Sigismund’s
Tjeneste. Sigismund erklæredes for afsat af
Stænderne, der dog var villige til at erkende
Sigismund’s Søn Wladyslaw som Konge, hvis han
inden seks Maaneder indfandt sig i Riget, men
da dette ikke skete, beholdt Karl Regeringen
som S.’s »Arvefyrste«, idet han først paa
Stændernes gentagne Opfordring, og efter at Johan
III’s Søn af andet Ægteskab, Hertug Johan af
Östergötland, havde frasagt sig Kronen, antog
Kongenavn.
Karl IX var med sin klare Forstand,
mægtige Viljekraft og utrættelige Arbejdsomhed den
rette Mand til at bringe Riget ud af det Uføre,
det ved slet Regering og indre Uro var kommet
ud i. Hans Virksomhed, der mærkedes overalt,
i det største som i det mindste, havde en
trofast Støtte i de lavere Stænder, som omfattede
ham med stor Hengivenhed, men Forholdet
mellem Adelen og »Bondekongen« var præget
af gensidig Mistillid og Uvilje. Karl bragte det
forstyrrede Finans- og Møntvæsen paa ret Køl,
ordnede Administrationen, standsede
Tilbagegangen i Erhvervslivet, der nu atter kom i
frodig Fremvækst, anlagde ny Stæder,
deriblandt det ældste Göteborg, planlagde
Kanalarbejder og søgte at faa udenlandske
Forretningsmænd til at gøre deres Kapitaler
frugtbringende i S. Selvfølgelig sørgede han for at
skaffe Riget en veludrustet Flaade og Hær, og
til Dækning af Udgifterne hertil grundlagde
han det senere saakaldte »indelningsverket« ɔ:
Troppernes Underhold ved Krongods ell.
privat Grundejendom, der i den Anledning
inddeltes i Roder. Ogsaa Kirke- og Skolevæsen var
Genstand for hans Omsorg, men hvad han ikke
naaede at udføre her, overlod han, som han
selv sagde, trøstig til sin Søn, der ogsaa blev
den, der virkeliggjorde hans stort anlagte Plan
om, at de protestantiske Magter i Forbund med
Frankrig skulde knække Huset Habsburg’s
Vælde og derved forebygge det Angreb, han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
