Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sø - Søagurk - Søalperne - Søanemoner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Da Vand har sin største Vægtfylde ved 4°,
ligger der om Vinteren, naar vore Søer er
isdækkede, koldere Vand over varmere (indtil
4° varmt); dette Forhold kalder man, at
Vandet har omvendt Lagdeling. Ved tiltagende
Kulde opstaar der ikke lodrette Strømninger i
Søen, som kunde udjævne Lagdelingen; Søen
er i Vinter-Stagnation. Naar Isen smelter om
Foraaret, opvarmes de øverste Vandlag mere
og mere, og der opstaar lodrette Strømninger,
der naar ned til Lagene med samme Temp. og
Vægtfylde (partiel Vandcirkulation), og til sidst
naar Overfladens Temp. op paa samme Højde
som Bundvandets, og der indtræder total
Cirkulation af Vandmasserne. — Naar derpaa de
øvre Vandlag opvarmes over 4°, bliver de
lettere end de nedre og holder sig altsaa oven paa
disse; under Forudsætning af, at stærk
Bølgegang ell. Gennemstrøm ikke blander
Vandlagene, danner der sig øverst et Lag af omtrent
ensartet varmere Vand (Epilimnion), som ved
det saakaldte Springlag (Metalimnion), i
hvilket Temp. falder meget stærkt, ofte flere Grader
pr m, adskilles fra det kolde Bundlag
(Hypolimnion), hvor Temp. igen er ret ensartet, svagt
faldende. Søen er i Sommer-Stagnation, og kun
i Epilimnion fremkalder Luftens
Temperatursvingninger og Bølgegangen partielle lodrette
Strømninger. Springlaget arbejder sig i
Sommerens og Efteraarets Løb dybere og dybere
ned; det kan enten naa Bunden, hvis Temp.
da hurtigt stiger fra Hypolimnions til
Epilimnions, ell. det bliver efterhaanden mindre
udpræget og svinder til sidst. Om Efteraaret
afkøles Overfladevandet atter; det afkølede Vand,
der er tungere, synker nedefter til Vandlag af
samme Varmegrad og Vægtfylde (partiel
Cirkulation), og snart vil Overfladens og Bundens
Vand have ensartet Temp.; Totalcirkulation
finder Sted og fortsættes, til 4° er naaet.
Paa Forholdet med Springlaget og den
dermed i Forbindelse staaende Iltmængde i
Vandlaget ved Bunden grunder den nyere biologiske
Inddeling af Søerne sig hovedsagelig. Der
opstilles flg. Hovedtyper: I. Klarvandede
Søer. Vandet er (bortset fra
Planktonindholdet) klart, farveløst og indeholder kun i ringe
Mængde Humusstoffer. Bunddyndet bestaar
aldrig af Tørvedynd (Dy). Hertil hører A. Den
oligotrofe Søtype (»subalpine Type«);
den udmærker sig ved Vandets Fattigdom paa
Næringsstoffer for Plantesvævet, som derfor
bliver meget fattigt; der er ingen skarp
Lagdeling af Vand med forsk. Iltindhold;
Bunddyndet er fattigt paa organisk Stof, ikke
ildelugtende. B. Den eutrofe Søtype
(»baltiske Type«); Vandet er rigt paa Næringsstof for
Plantesvævet, der derfor findes i Mængde;
Vandets Egenfarve har en gullig Tone; om
Sommeren er der i dybere Søer altid en skarp
Lagdeling med parallelt forløbende Kurver for
Temperaturen og Iltmængden i de forsk.
Dybder; Iltsvindet skyldes Svævet; kun i flade
Søer er der Iltsvind ved Bunden, naar der er
Is; Bunddyndet er typisk ildelugtende (Gytje).
II. Bruntvandssøer. Vandet er gulligt
ell. brunt, altid kalkfattigt, rigt paa
Humusstoffer; Bunddyndet er Tørvedynd (Dy). Hertil:
C. Den dystrofe Søtype (»Humussøer«);
foruden de opløste Humusstoffer indeholder
Vandet rigeligt af Humuskolloider, der
stammer fra Søens Omgivelser; vistnok baade om
Sommeren og om Vinteren under Is skarp
Lagdeling efter Iltindholdet, hvilket skyldes det
udskyllede Materiale. — Af disse tre Søtyper
er den eutrofe almindeligst hos os, men ogsaa
den oligotrofe findes, om end ikke udpræget
(Hampen S.); den dystrofe Type har vi næppe
i større Søer, men derimod i mange mindre
Mosesøer. (Se Søer og Indsøer). (Litt:
I. N. Brønsted og C.
Wesenberg-Lund, »Chemisch-physikalische
Untersuchungen der dänischen Gewässer nebst
Bemerkungen über ihre Bedeutung für unsere
Auffassung der Temporalvariation«
[»Internationale Bevue d. gesamten Hydrobiologie u.
Hydrographie«, 1912]; C.
Wesenberg-Lund m. fl., »Furesøstudier. En bathymetrisk,
botanisk, zoologisk Undersøgelse af Mølleaaens
Søer« [Kbhvn 1917]; Aug. Thienemann,
»Die Binnengewässer Mitteleuropas« [Stuttgart
1925]; Einar Naumann, »Einige
Grundlinien der regionalen Limnologie« [Lunds
universittets årsskrift, N. F. Avd, 2. Bd 17, Lund
1921]).
C. V. O.
 |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
