Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Knut Hamsun: Om „På Guds Veje“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12
Ord Indtryk af Barnets Størrelse, Alder og Gangmaade; en liel
Sides Beskrivelse kunde ikke gjort det klarere. Endelig er der i
Scenen mellem Præsten Tuft og den syge Murer Andersen nedlagt
stor og overlegen Kunst: Andersen liar brukket Benet, en
Blod-aare er bleven forstuvet, og Benet maa sættes af i Knæleddet.
Dette sker ogsaa, men uden at den syge ved om det; Murer
Andersen tror, at Benet endnu sidder paa, lian kjender endog
Smerter i Hælen paa den afsatte Fod. Præsten blir budsendt, Andersen
anmoder ham om at bede til Gud om, at Benet ikke maa blive
afsat. Da det gælder Murerens Liv, opfylder Præsten hans
Begæring, uagtet han altsaa ved, at Benet allerede er taget af.
Men Ole Tuft erklærer bagefter: „Dette gør jeg ikke én gang til."
For nu at nævne en Ting til: Smaagutten Edvards
Operation er skildret slig, at man i største Hast blader længer ud i
Bogen, for at se, om han overlever den. Man føler sig med,
man undersøger Pulsen, banker paa Brystkassen, lytter, — og
man trækker et langt, lettet Aandedrag, naar man erfarer, at han
er ilive. —
Der er to kvindelige og to mandlige Hovedpersoner i „På
Guds Veje", deriblandt er Rag ni. Jeg ved aldrig at have læst
noget skønnere og finere, end Ragni. Hun skulde dog kanske
grædt femten Gange mindre; især i det første er hun saa rent
Ulykkens Bytte, saa bundløst forkommen. Det er som hun vilde
sige: Herregud, om jeg fik dø, — ikke formedelst nogen min
Fortjeneste! Hun græder ved den mindste Anledning; i det hele
griber Bjørnson meget hyppigt til Graad. Men Ragnis Historie
har han skrevet saa beklemmende inderligt, at hvis Ragni selv
kunde læst den, tror jeg ikke, at hun kunde gaaet hen og dø.
Det er den ømmeste kærlighedsrigeste Behandling, Karakteren
Ragni har faaet i en Literatur. Man huske blot hendes rørende
Samtaler med Kailem og tilsidst hendes Brev, det sidste Ord til
„hendes livs hvide pascha", — jeg ved ikke, om det er Skam at
fortælle det, men jeg stridgræd under Læsningen. Det er en
Skildring af hektisk Farve; der findes ikke en anden Mand i
Norges Land, som kunde skrive noget saa vidunderligt dejligt.
Ragni er det usædvanlige. Overhovedet skyr ikke Bjørnson
Usædvanligheden. Han har faaet det med saa mange rare,
desperate Karer i det sidste, Kurt, Rendalen, Kailem. Gud bevare
mig for at træffe nogen af dem, — paa et halvt Ord tygger de
Skum. Endog Karl Meek, den rødnævede Bengel, som gaar og
synder mod den Helligaand, faar Raptuser af Skumtygning. Skulde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
