Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Knut Hamsun: Om „På Guds Veje“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
14
■og bandet, jeg liar ikke kunnet bære det med kristelig
Taal-modighed.
Denne hans „landsgyldige" Skrivemaade bruges og forstaaes
i hele Landet saavidt jeg ved kun af tre: af Bjørnstjerne
Bjørnson, af det gamle, stivnakkede Hvad jeg skrev, det skrev
jeg-Menneske Knud Knudsen (Knussn?) og af en Lap Papir ved
Navn „Morgengryet" (Maarngrye?), som udkommer i Karl Johan.
Jeg forstaar ikke, hvad dette Eksperiment skal være til. Af
Bjørnsons Efterskrift lader det til, at den ene Grund er Frygten
for, at Bygdemaalsstræverne skal faa Eet; man vil altsaa bekæmpe
ét lavet Sprog ved at låve endnu et! Men den anden Grund er
altsaa dette med det velsignede „landsgyldige". Jeg har faaet
Indtryk af, at Bjørnson dog tænker paa almindeligt dannet norsk
Sprog, men at han siden maa sidde og omskrive det tænkte paa
Språk. Heri er han saa ikke altid lige aarvaagen, ikke altid lige
„landsgyldig"; der er tre Slags Sprog i hans Bog. Først kav,
kronnorskt språk, saa et vistnok lidt paa Spidsen sat Sprog, af
den Sort, som Bjørnson bruger i sine Avisartikler; derpaa tilsidst
de stakkels Rester af hans fordums Sprog, det, hvori han talte
til os gennem Marv og Ben i sin første Digtning. Der er i „På
Gluds Veje" ikke mange Sætninger, som ikke har Ord, der har
faaet tilsat en Udvækst eller afsat et Lem. Yi bevæger os blandt
en Mængde udklædte Vanskabninger. Ord som „tunne",
„efter-■ svælg", „fynen", „rølet" kan Bjørnson ikke godt gøre til
landsgyldige, aldenstund der er Ord iblandt disse, som Landsens Folk
simpelthen ikke forstaar; og at gøre noget specielt norskt
lands-gyldigt ud af de svenskskrevne Ord „innerlighet", „full visshet"
osv., det tror jeg skal falde vanskeligt baade for ham selv og for
Knussn og Maarngrye.
Nu skal dette aparte Sprog endog være Fremtidens. Mindre
kan det ikke være. Det faar gaa, som det kan, med det; forresten
er det som sagt lidt resikabelt at gaa og fortælle tilkommende
Ting; vi blev jo enige om det. Men lad det være Fremtidens
— skjønt jeg forstaar da rigtignok ikke, hvorfor der i alle Lande
skrives anderledes end der tales; ét er sikkert, man maa da
ialfald skrive et Sprog saaledes, at Mennesker forstaar det. Lad det
være Fremtidens, — jeg begriber ikke, hvorfor Nutidens
Mennesker skal paaføres den Lidelse at læse det.
Et Sprog faar vel helst udvikle sig lidt efterhvert til
Fremtidens. Det gaar ikke godt an, synes jeg, at gaa frem en vakker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
