Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Irgens Hansen: Magdalene Thoresen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
59
for at læse til artium. Studenten kaldes han af de smaaborgere,
som bemerker hans mer end tarvelige tilværelse. Det er en
stakkars déclassé, som gaar under, rodløs udenfor hjemmets forhold,
uden organer til at optage ny næring. Men dette er hos fru
Thoresen gjennemført paa den maade, at livet paa landet er poesi,
livet i byen haard prosa, den sidste mildnet ved en let ironi i
fremstillingsmaaden. Livet paa landet er tungt, haardt, trist, men
det har sit poetiske skjær. Vi ser det i clairobscure, halvt
fantastisk med den til student skjæbnebestemte Brune som midtpunkt.
Hans far er ikke bleven klokker — udenfor sit eget hus, hvor den
haarde mor fører styret. Og gutten skal da løfte, hvad faren ikke
har evnet; det er hans kald. Og gutten lister over midnat ind til
faren: „Han læste sm aftenbøn og slog sin arm hen om faderen.
„Jeg skal gjøre skjel for dig, far," hviskede han. Endnu en liden
stund, da steg et dybt suk ligesom uforvarende op fra det lille
bryst, det var sorgens sortvingede fugl, der Høi sin vei, og barnets
engel tog sin vagt ved leiet.
Det var hans første tag med skjæbnen."
Saaledes ser fru Thoresen livet paa landet. Skjønt liun søger
meget kraftige motiver og gjerne dvæler ved sterke lidenskaber,
haarde sind og streng- kaar, i det hele ikke skyr livets natside,
saa blir dog det hele i en vis fjernhed, i løse konturer, dem hun
ikke har fyldt med iagttagelsernes farvelægning.
Det talentfulde ligger i meddelelsen af forfatterindens
stemning. Hende husker man hele tiden. Det er en fintfølende,
medfølende dame, som vil give os løsning paa livsgaader. Og naar
vi fordærvede nutidsmennesker ærgrer os en smule over
uvirkeligheden, trøster hun os med en aandrighed, eller spørger med
denne pigeagtige troskyldighed, som selv gamle damer kan bevare,
om vi da ikke tror, at Gud kan tale til de mest forstokkede?
Og saa sidder vi der, værre end forstokkede, som en af disse
naturalister „med det gamle hjerte", for hvem romantikens
evangelium er en lukket bog.
I romantiken lever Magdalene Thoresen. Hun er dens sidste
viede prestinde hos os. Dens skjønne syn paa menneskene, dens
ideelle løftning har hun aldrig svigtet. Hun siger selv i et digt
til fru Louise Heiberg 1873:
Livets kamp, den fuldtbe vidste
vil jeg kjæmpe til det sidste,
kjæmpe til jeg kan ei mere!
Jeg vil aldrig resignere!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
