Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Irgens Hansen: Magdalene Thoresen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
60
Hendes kamp er kampen mod virkeligheden. Kun at skildre
-denne har altid forekommet hende som en altfor beskeden opgave,
-og hun har aldrig resigneret overfor den opgave at give os
livs-gaadens løsning. Denne faar vi i hendes religiøst-romantiske syn
paa livet. Ulykken er, at livet, som det er, ikke altid lader sig
forklare; men det vil fru Thoresen ikke erkjende.
Menneskesjælen er for hende overalt lig sig selv, den er væsentlig ens
bestandig; det gjælder kun om at finde den guddommelige kjerne,
;saa vikler nok engelen sig af svøbet. Dette jordiske svøb er kun
et hylle, og derfor liar det saa inderlig lidet at betyde, om man
beskriver det lidt løseligt. Derfor vil man intet naturalistisk
smuds finde i fru Thoresens fortællinger, selv naar de foregaar
paa Søndmøre. Og ligedan forholder det sig med det historiske.
Hun siger selv i Herluf Nor dal, en fortælling fra forrige
aarhundrede (1879), som er kemisk renset for historisk og lokal kolorit:
„Det er ikke hensigten med denne fortælling at give et
tidsbillede, lier er kun taget ordet for (!) de stemninger og tilstande,
«om er ens til alle tider, og hvis tumleplads er den samme,
uafhængig af skrankens form og farve."
For en moderne læser vilde det være behageligere, om denne
oplysning kom noget før side 194. Men i sin ligefremhed viser
den os, kvorledes fru Thoresen ser paa det, vi kalder det
menneskelige hjerte. Denne tumleplads for stemninger og tilstande er
for hende altid den samme, ens til alle tider, under alle forhold.
Derfor kan hun i sine fortællinger og dramer med samme lethed
give mennesker i Finmarken, som i Jylland, i Bergen baade paa
Yalkendorfs tid, fra forrige aarhundrede og dette, som paa
Søndmøre, i Sogn, Hardanger og paa Fyen; thi skrankens fonn og
farve — hvad gjør det?
For Magdalene Thoresen er verden en opbyggelsesanstalt.
Det gjælder kun at have det rette blik, saa ser man Guds styrelse
i alt. Nød, lidenskab, hæslighed er der — sandhedskærligheden
kan ikke skjule det — og sindet blir vemodigt, tungt og trist,
fordi verden er slig jammerdal, men ser og føler man rigtig,
eider trøst:
„O, velsignet være denne lysende (!) solstraale. Tusind gange
velsignet for den, som midt i sorgens mørke pludselig føler sin
kolde pande berørt af den som af Guds finger."
Denne solstraale, som lyser op i Bergens regnfulde dal og i
sorgens mørke, er betegnende for fru Thoresen. Livet, naturlivet
og menneskeverdenen, opfatter hun symbolsk, og der er for hende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
