Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Emile de Laveleye: To nye utopier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
uopnaalig ved mindre operationer. Det var bleven erkjendt som en lov, at
jo større forretningen er, jo enklere er de principer, den ledes efter.
Saaledes skede det, at nationen blev ordnet som en stor korporation,
blev den eneste og endelige monopol-haver, som slugte alle de tidligere
monopoler.
Nu er nationen den eneste arbeidsgiver, borgerne er arbeiderne og
fordeles efter arbeidets behov. Det er militærtjenestens principer,
anvendt paa arbeidet. Arbeidsperioden er fireogtyve aar, begynder ved
slutten af opdragelsen, ved det enogtyvende aar, og ender ved det
femogfirtiende. Kvinderne er arbeidsfeller med mændene, men da de har
mindre kræfter, blir arbeidets art og maade passet derefter. Hele det
store arbeidsfelt er delt i ti departementer, som under sig har hver sin
gruppe af arbeider, hver gruppe igjen sit bureau, som har greie paa
baade redskab og mandskab og produkterne og frembringelsesmaaderne.
Disse bureauer fordeler arbeidet til mandskabet efter som
departementet for fordelingen har krav til. Cheferne for disse ti store
arbeidsdivisioner kan lignes med befalingsmændene over armékorpser, og over
dem alle er statens president. Den øverste chef maa have passeret
alle grader lige fra almindelig arbeider. Han stiger til høieste rang
paa grund af sine udmerkede egenskaber som almindelig arbeider og
siden som befalingsmand.
Chefen for hvert laug blir valgt, men for at hindre ansøgerne fra
at intrigere hos arbeiderne under dem vælges de af laugets
æresmedlemmer, d. v. s. dem, som har tjent sin tid og naaet
femogfirtiaarsalderen. Men hvad myndighed har saa den ledende magt til at
bestemme, hvilket af de to-trehundrede gjøremaal, hvert individ skal
vælge? Det gjøres meget let i Bellamys „Utopia“.
Alle rekrutter hører i tre aar til de almindelige eller uøvede
arbeidere. I den tid kan de unge mænd sættes til ethvert slags arbeide
efter sine overordnedes bestemmelse. Siden er der frit valg, som alene
er underkastet den nødvendige regulering. Hans naturlige evner,
fysiske og aandelige, bestemmer, hvad han kan gjøre med mest udbytte
for sig og nationen. Det er administrationens sag altid at bringe de
forskjellige gjøremaals behageligheder i ligevegt, saa der ikke blir
formange til et og for faa til et andet. Dette sker ved at sætte
arbeidstimernes antal i forhold til gjøremaalets møie. Hvis et særligt
gjøremaal er saa tungt, at det blir nødvendigt at indskrænke arbeidstiden
til ti minuter om dagen, dersom man skal faa frivillige arbeidere til
det, saa blir dette gjort slig. Naar administrationen tager byrderne fra
en klasse af arbeidere og lægger dem over paa en anden, saa følger
den ganske enkelt meningsstrømningerne hos arbeiderne selv, saaledes
som disse viser sig i den frivillige søgning til arbeidet.
Men hvem gjør arbeidet i huset? Det er ikke vanskeligt; for der
er ikke noget at gjøre. Vaskningen er offentlig og overordentlig
billig, kogningen er ogsaa offentlig, og lagningen og bødingen af klæder
besørges i offentlige verksteder. Elektricitet besørger lys og ildning.
I de straalende offentlige bygninger, hvor hver familie har sit
spiseværelse, er opvarterne unge mænd, som endnu ikke har naaet klasse
i arbeidsarméen og maa bruges til alt, som ikke fordrer særlig
dygtighed. Der gjøres ingen indvending, for der kjendes ingen forskjel i
værdighed ved de forskjellige slags arbeide. Den enkelte betragter sig
aldrig som tyende hos dem, han tjener; for han tjener altid nationen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
