Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Bang: „Dora“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136
Og hun brød igjen med den nye fæstemand ....
Hun vendte lijem til den gamle lidenskab, der var som en
kamp nu, en kamp, hvor hun forblødte.
Jeg hørte alt dette og sagde:
— Den elendige karl.
Men wieneren sagde:
— Sig ikke det: lian elsker hende.
Jeg lo.
— Han elsker hende — men han tror hende ikke.
Siden traf jeg „Dora". Vi taltes ofte ved; og vi blev venner.
Hvor hun léd. Den lidenskab, hvorom hun aldrig talte,
fortærede hende, som en kraft, der er gaaet over i blodet, stykke
for stykke. Og mens hun léd, følte hun tilmed shi egen lidelse
udstillet til beskuelse — kolporteret i de tusen rygter — som om
enhver, der gik fremmed forbi, kunde stikke haanden i hendes saar.
Den frygteligste lidelse er den, at vor lidelse har ophørt at
tilhøre os selv.
Det var ogsaa derfor, hun vilde forlade theatret. Hun vilde
ikke vise publikum al den tragiske jammer, hvis adresse alle
kjendte, og hun vilde ikke „afklæde" sit hjerte i Louises klager,
der vendte sig alt for aabent imod én troløs.
Gang paa gang tog hun orlov og optraadte ikke.
Men atter vendte hun tilbage for at bedøve sig ved sine egne
tragiske skrig. For at vise sig ved fester og slaa rygterne om
sin ulykke til jorden ....
Ham saa hun ikke mer. Det var forbi. De havde endelig
brudt......
Undertiden bad hun mig paa lune foraarsaftener, naar hun
havde spillet, hente sig ved skuespillernes lille bagdør i „Burg".
Sammen gik vi — hun ved min arm; hvor hun støttede sig tungt,
hun blev bestandig svagere — ned over den vide, tause „Ring".
Vi talte kun lidt.
Helst fortalte liun om de gamle dage, dagene i Leipzig, og
hun stansede da ofte og sagde den samme sætning:
— Sonderbar — und ich wusste nichts vom Leben, nichts;
ich habe ja nur gespielt.
Med hver dag blev hun sygere. Det var, som svandt hun
hen. Kun stemmen bevarede den søde klang fra før. Og
alligevel var det, som spillet kun voksede. Denne kunst næredes af
sjælens lidelser som iglerne, der sættes paa det syge bryst, af blod.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
