Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Irgens Hansen: Nogle maalbøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
145
heldt nokot fastare paa gamalt maal og gamal bunad," siger en bonde
i Er vingen, og livad maalet angaar, fastholdes standpunktet med en
seighed, som spaar mørkt for fremtiden. Garborg fortæller om Henrik
Krohn, at denne bra mand med al sin opofrelse for bønderne tvilte —
„um me var god til aa vinna saa langt fram som aa verta eit folk".
Og synderlig lyse udsigter har det jo ikke, saa længe alle
synderligheder fortrinsvis pleies og alt samlende savnes. Der er desværre en
hel del, som taler for, at faren engang vil finde vort folk lige saa
splittet, lige saa almuagtig smaasindet og selvsygt, som da vi forrige gang
mistede vor selvstændighed. Og den surnede efterromantik hos vore
maalmænd kan vi da stille op blandt andre rariteter fra vor nationale
selvstændighedsperiode i det nittende aarhundrede.
Imidlertid er der dog tegn til, at det indestængte og forkrøblede,
norske bondeliv skal blive gjenstand for en mere virkelighedstro
skildring. Billeder i sagaformat og romantiske skilderier er publikum kjed
af. Desuden er det læsende publikum ikke saa uvidende længer om
levesæt paa landet, at det lader sig bilde ind alt, hvad man maatte
finde paa at fortælle det derfra. Nu .vil man have en naturbekrivelse
af bonden, nøgtern og sanddru og saaledes tilrettelagt, at man i
forfatternes fremstilling uvilkaarlig faar de nødvendige
sammenlignings-punkter med sit eget idéindhold. Kanske dette ogsaa er grunden til,
at vi hos enkelte af de yngre forfattere i maalet faar se landsfolkets,
liv under en vinkel, som ligger vor vanlige saa nær, at vi bare maa
beklage, at maalet stiller sig i veien for en almindeligere tilegnelse.
I den ovennævnte aargang af „Lauvduskar" er der en fortælling:
„Hans og Margrete", som er velsignet fri for alle de skruede
anden-haands betragtninger, vi ellers alt i et maa døie hos landsmaalspoeter.
Fortællingen er vakkert gjort og kunde med lidt mere kunst blevet
fortræffelig. Som den er, har den den fordel at give os et enkelt og rent
billede af en stakkars halvtusset tjenesteguts kjærlighed til en munter
og lidt flokset pige. Det rent menneskelige er grebet saa sikkert og
givet saa klart, at forfatteren — Bas mus Løland fra Byfylke — nok
maa have noget mere at fortælle.
Saavidt jeg har hørt, er han som fiere andre af de yngre
maal-forfattere skolelærer paa landet, og naar en slig selv er bondefødt, har
han jo god anledning til at gjøre studier. Giver saa læsning og
tænkning ham andre synsmaader end bygdens, og han eier fortællende evne,
vil der være mangt at berette. Men man maa ikke gjøre sig arbeidet
saa let som Olav Sande fra Sogn, omkring 40 aar, som i „Innestengt"
(Mons Litleré, Bergen) har skrevet sammen materialer til en bog og
kun udført de første kapitler. Bogen blir ikke bedre ved at forf.
fortæller os, at den er skrevet for 9—10 aar siden. Det er bare en grund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
