Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bendix Lange: „250“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
176
rørske fornemmelser, skjældte sig selv ud for en vigtigper, en
storsnudet satan og gav sig i kast med brevet.
Han skrev saa lian svedede. Skrev og skrev, rev itu, strøg
ud, satte til, la det liele væk, tog fat igjen paany i det uendelige,
indtil lian endelig langt paa nat havde faaet istand et ganske
kort, men greit og intenst brev, som han sluttede saalunde:
„— — — og ved at laane mig 250 kr. paa ubestemt tid,
kan hr. statsraaden redde et menneske, der uden denne hjælp er
redningsløst fortabt. Jeg appelerer trøstig til hr. statsraadens
kjendte hjertelag og evne, og idet jeg tillader mig i ærbødighed
at afvente lir. statsraadens snarlige svar, tegner jeg" o. s. v.
Han kopierte attesterne fra rektoren og sagføreren i
Stavanger, udmerkede attester, lagde dem omhyggelig indi, satte et
femøres frimerke paa og gik ud og lagde det i en postkasse,
Han stod lidt, efterat han havde sluppet det nedi, stirrede paa
hullet, saa efter, naar kassen blev tømt, og sagde saa lialvhøit:
amen.
Gud! hvor det lettede! Han følte sig formelig i godt humør
og syntes med engang, at udsigterne var blevet betydelig lysere.
Prægtig at lian havde faaet det fra sig! Det maatte gaa! Og
lian begyndte saa smaat at regne ud, hvad han først skulde løse
ind, hvad lian trængte mest — — Svar maatte han da iethvert
fald faa? Om ikke andet, saa for attesternes skyld. Aa det gik,
det gik! Naar man bare ikke tabte modet — —
Der gik et par dage, der gik fem dage, der gik otte dage
■— ikke et ord fra statsraaden. Oppegaard gik i den største
spænding. Hans liv var gaaet over til at bli et brændende
spørgsmaal: 250 eller ikke. Og ud fra dette diskuterte han muligheder
og umuligheder saa spidsfindig og haarfint, at alt opløste sig i
det bare tul. Men han var absolut utrættelig! Og hele tiden
vippede hans stemning i et nu fra den lyseste, muntreste glæde
til den dybeste, sorteste fortvilelse.
Der gik ti dage, tolv dage — ikke et ord.
Hver dag sultede lian, saa det knagede i ham. Noget tørt
brød, svart pølse og vand var alt, hvad han kunde opdrive. Og
som han saa ud! Buksekanterne fillet, støvlerne uden saaler med
nogen skjæve antydninger til hæler, skidne skjortelinninger
fremover hænderne og en gulgrøn celluloidsnip om den skjegstubbede
hals. Som en hund luskede lian sig langs husvæggene, for saa
ubemerket som mulig at naa op i Dronningens Park, hvor der
var nogenlunde ugenert. Satte sig paa en bænk, stirrede ud i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
