Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bendix Lange: „250“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
177
luften, mens dette uophørlige, pinefulde spørgsmaal: 250 eller ikke,,
250 eller ikke, dansede rundt i hans fordummede hjerne.
* Da fjorten dage var gaaet uden en stavelse, uden et nei
engang fra statsraaden, opgav han det hele. Fan! Havde han
bare faaet et ordentligt nei, saa havde han da havt noget at rette
sig efter! Ikke sende attesterne tilbage heller! Hensynsløst,
uforskammet! Det var nogen pøbelfyre disse rigmænd! Nogen
ubarmhjertige bæster! Pøbelfyre!
Han sank helt hen, sløv og ligegyldig. Blev elendig sjanglet,
og mager, næsten gjennemsigtig; ikke istand til at foretage sig
nogetsomhelst, langt mindre finde paa noget, følte ikke egentlig
nogenting ved det hele heller. Bare dullet saan ivei langs
gaderne paa jagt efter mad. Men der var sjelden fangst. Saa
sjelden, saa sjelden!
Men noget maatte gjøres; det laa som en mare paa ham.
Der var nok af pengesterke grosserere; mange af dem kjendte for
sin gavmildhed. E n af dem maatte da have hjertet paa rette
sted for ham ogsaa. Bare man havde kunnet skrive et saadant
brev paa rette maaden! Det maatte vist gjøres „langt" alligevel?
Kanske var det for kort det første? —–-
Man var i begyndelsen af august - i stegende sommervarme.
Oppegaard havde den ganske dag løbet grasat efter en, han
kunde slaa for en krones penge eller saa til mad. Han havde
forsøgt et par stykker, men de havde ikke eller vilde ikke.
Endelig havde lian truffet en, der efter lange forhandlinger omsider
pungede ud med femten øre — femten øre, ganske overordentlig
nødig. For disse gik han ind til en bager og drak et glas melk
og spiste nogen boller; det var alt, hvad han havde i livet den dag.
Klokken var ti paa kvelden. Oppegaard sad paa en bænk i
Karljohansgade med hænderne dybt nede i lommerne, benene
langt fra sig og maabede ud i luften.
Han var dødstræt, mat og saa sulten, saa sulten. Det buldrede
i hans tomme mave, der laa som en tung jernring under brystet
paa liam, der smertede og trykkede, det sved og brændte i hans
indvolde — sult, sult!
Rundt omkring ham var der yrende liv. En strøm af folk
af begge kjøn seg ustanselig forbi ham, gruppevis, parvis, en og
en, passiarende og leende, og allesammen saa de saa mætte ud,
saa rent udfordrende mætte! Hist og her forsvandt et elskende
par ind under parkens beskyttende træer, der kom et ensligt
kvindemenneske med en mandfolkehale efter og blev attakkeret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
