Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bendix Lange: „250“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
178
lidt længere henne, der nogen fulde fyrer; borte fra Tivoli lod
sang og musik, af og til sterke haandklap — liv og lystighed,
der virkede søvndyssende paa den slappe, forsultne Oppegaard.
Han reiste sig og drev opover mod slottet. Noget maatte
gjøres, noget maatte gjøres, sagde han uophørlig til sig selv. Et
nyt forsøg! Et nyt brev, til en ny mand! Hvem? Hvordan?
Kort eller langt? Ydmygt eller —?
Han fik gaa hjem og prøve; snudde med et op i Slotsbakken,
øgede farten, mens han hele tiden mumlede med sig selv: jeg maa,
jeg skal, jeg maa, jeg skal, fortere og fortere, indtil han næsten
smaaløb, formelig bange for, at dette svage tilløb til en beslutning
skulde smyge fra ham, inden han naaede hjem.
Saa koldt og uhyggelig der var i dette store værelset hans!
Høit til loftet, med nakne grønne vægge, elendig inventar: bare
en fillet sofa med et rundt bord foran, totre stoler, en seng og
en gul vaskeservant uden laag, det hele oplyst af et eneste vindu
til gaarden.
Der var halvmørkt, da lian kom ind. Uf, saa væmmelig der
var! Han havde mest lyst til at gaa igjen med det samme; men
ikke noget sludder! Det maatte skrives. Bare lampen paa i
en fart og saa til arbeids. Han famlede efter lyrstikkerne paa
bordet, men fandt dem ikke; istedenfor fik han tag i noget, der
saa ud som et brev, og tog det med hen til vinduet.
Det var ganske rigtig et brev, lian skimtede saavidt adressen
i tusmørket og skjønte, at det maatte være hjemmefra. Han blev
arg i hu; for han vidste, der var bare leiheder fra den kant,
kjyting og klaging om sygdom, pengemangel og sligt. Fan ogsaa!
At det netop skulde komme 11 u! Han havde nok med sig selv
— dermed smed lian brevet hen i sengen, tændte lampen, rullet
gardinet ned, sat sig til at skrive dette nye slaabrev og fik
forholdsvis hurtig fat i en noksaa bra begyndelse.
Men saa blev der en lang stans; for han kunde ikke faa
øinene sine fra det brevet der henne paa sengen. Det gjorde
ham nervøs, urolig. Ligesaa godt springe i det! Han smed i
sinne pennen, saa den sprutede en stor sort klak, tog pennekniven
frem — han rev aldrig konvolutten af — og skar den op, ståk
pege og tommelfinger ind for at tage brevet ud og drog frem —
en tikroneseddel.
Han blev i høieste grad forarget. Vendte og dreiede sedlen,
holdt den op for lampen. Det var da en tikroneseddel? Var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
