Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Troye: Den theologiske roman i England
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
191-
særlig grad, som lian er i alle store sjæle, men ikke anderledes — ikke
væsentlig anderledes end lian er i mig eller dig." —–––-
— — „Og enden paa det altsammen, Robert?" sagde hun, „hvad er
den?"–-,
„Enden paa det maa være, hvis jeg skal bli ved at være en ærlig
mand, at jeg maa opgive mit kald, ophøre at være prest i den engelske
kirke. Hvordan vor livsvei derefter skal bh — ligger i dine hænder." — -—
Pludselig, som han sad stumt og iagttog hende, fandt han hende paa
sit knæ, med armene om ham, ansigtet mod hans bryst.
„Robert, min mand, min elskede, det kan ikke ske! Det er en
galskab, en forblindelse. Gud vil bare prøve dig og mig! Du kan ikke
saaledes ville svigte ham, fornægte Kristus! Kom bort med mig, bort fra
bøger og arbeide, til en eller anden rolig krog, hvor han kan lade sig høre.
Du er overanstrengt, udkjørt. Vær taalmodig en stund, og han vil give
dig sig selv tilbage! Hvad kommer bøger og argumenter dig og mig ved ?
Har vi ikke kjendt og følt ham, som han er?"
Hun drog sig tilbage, idet hun smilte t;l ham med usigelig ømhed.
Taarerne strømmede hende nedad kinderne. Endnu et øieblik, og Robert
vilde have mistet det. eneste holdepunkt, som blev igjen for ham gjennem
denne forvildende verdens taager. Han vilde have givet efter igjen, som
han mange gange før havde gjort, for en andens indtrængende individualitet,
— vilde have myrdet — eller søgt at myrde — s an dh e d s føl ei s en i sig for
kjærligheden.
Men han gjorde det ikke.
Idet han holdt hende tæt trykket til sig, sagde han i afbrudte intense
sætninger: „Hvis du ønsker det, Catherine, vil jeg vente — indtil du beder
mig tale, — men jeg varskoer dig — der er noget dødt i mig — noget
knust og borte. — Det kan aldrig leve igjen, — undtagen i former, som
det nu bare vilde smerte dig mere at tænke paa. Det er ikke det, at jeg
tænker forskjelligt om dette eller hint punkt, — men om livet og religionen
i det hele. — Jeg ser Guds hensigter, saa at sige, i ganske andre
proportioner. — Kristendommen synes mig noget smaat og lokalt. — Bag den —
rundt om den — indesluttende den — ser jeg verdens store drama feie
forbi, ført af Gud fra omskiftelse til omskiftelse, fra akt til akt. — Det er
ikke det, at kristendommen ikke er sand, men at den er bare en
ufuldkommen menneskelig refleksion af en del af sandheden. Sandheden har
aldrig været, kan aldrig bli indeholdt i nogen tro eller system." —
Hun hørte det, men gjennem sin udmattelse, gjennem haabets bittre
synken, skjønte hun det bare halvt. Hun bare skjønte, at liun og han var
lige hjælpeløse, begge kjæmpende i en magts vold, der var udenfor dem,
ubønhørlig, uafvendelig. —"
De vender ikke tilbage til emnet. Det blir en aarelang stille
kamp dem imellem. Hun er gjort af et fastere stof end han, er mer
helstøbt i sin snevrere overbevisning. Hun resignerer og haaber,
vaa-gende med en seig, skinsyg ængstelighed over sin tro. De gaar ved
hinandens side fremmede for hverandre i de dybeste strøg af sine sjæle,
og lykken og glæden er flygtet fra dem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
