Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Troye: Den theologiske roman i England
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
194-
gang og virksomhed. Hele hendes puritanske natur, fortiden og dens
dyreste minder maatte støde hende bort fra disse nye paafund. Kanske
det havde været psykologisk rigtigere, med Catherines sterke,
halstar-rige natur, om forholdet havde fortsat sig uforandret saaledes. Naturer,
som hendes, knækkes, men bøier sig ikke. Men det synes, som om
forfatterinden ikke har kunnet bære det over sit hjerte at lade dem
vandre livet gjennem ad skilte veie, eller ser hun, selv kvinde, bare
dybere i en kvindes hjerte? Nok er det, det stadige tause vagthold
blir for trykkende, den opdæmmede kvindelige hengivenhedstrang vil
have frit løb. En vens tilfældige omtale af hendes mand bringer en
krisis, der i den stille nattevagt gjennemryster denne sanddru natur.
Sent om natten kommer Eismere hjem. Der, blir et opgjør imellem dem.
–»Jeg har set tingene som de er, Robert," sagde hun helt enkelt,
„mens jeg har siddet her. Du havde ret, — jeg vilde ikke forstaa. Og i
én forstand, vil jeg aldrig komme til at forstaa. Jeg kan ikke forandre
min natur. Min Herre er og blir min Herre; men han er ogsaa din. Aa,
jeg ved det, du kan sige, hvad du vil! Det er det, som har været skjult
for mig; det er det, som min sorg har lært mig, magtløsheden,
værdløs-heden af ord. Det er aanden, som levendegjør. Jeg vilde aldrig
ha følt det saa, hvis ikke det havde været for denne smertens ildprøve.
Men jeg har vandret paa underlige steder, gjennem underlige tanker. Gud
har ikke ét sprog, men mange. Jeg liar fordristet mig til at tro, at han
bare havde ét, det ene, jeg kjendte. Jeg har fordristet mig — og hendes
stemme vaklede — til at fordømme din tro som ingen tro. — — — Jeg
vil lære min lektie; jeg vil lære at høre de to stemmer, den, som taler til
dig, og den, som taler til mig." —
Eismere skulde, synes mig, indskrænket sig til — som han var
begyndt — at fremelske elementerne til et høiere liv i’ East-Londons
travle og glædeløse tilværelse. Men han maa nødvendigvis stifte en
slags ny religion. Forfængelig sekterisk selvsyge har intet at skaffe
med det — ikke spor af sligt i ham —, snarere drives han af en vis
indre nødvendighed, theologens trang til former og bekjendelsessymboler,
den praktiske organisators til haandgribelige resultater. Han stifter af
sine tilhørere en slags menighed, som han kalder: Kristi broderskab
(The Brotherhood of Christ); medlemmerne bærer en liden sølvplade
med denne indskrift, der ogsaa læses over indgangsdøren til
forsamlingslokalerne. Bekjendelsen er den enklest mulige, og ligesaa gudstjenestens
former. Men „ Tlie Brotherhood of Christ" vilde, frygter jeg, dele skjæbne
med alle lignende forsøg. En ny religion er det vanskeligste af alle
problemer, vor stakkels tid har at stræve med. Yi reflekterte
nutidsmennesker har en instinktmæssig følelse af, hvor uadækvat og fattige
hvilkesomhelst religiøse former er overfor det ufattelige store, som de
skal symbolisere. Vi kan være noksaa meget overbeviste om
udlevet-heden af mange af kirkens overleverte former; men saasnart noget frem-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
