Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Emile de Layeleye: Kommunisme - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
206-
Og i bog VU, s. 2: „Lighed i fordelingen af rigdommene udgjør
republikens fortrin." Dette er maksimer, som man altfor meget har tabt
af sigte i vore dage, man har betragtet dem som uanvendelige paa
de moderne samfund. Jeg tror, at dette er en vildfarelse. Den
historiske udvikling lærer os, at den ulighed, der var kilden til de sociale
ulemper inden de antike staters snevre grænser, ikke har ophørt at
existere; den har tvertimod voxet og har i de sidste tider antaget et
omfang i de moderne europæiske stater, der gjør det sociale spørgsmaal
til vor tids hovedopgave. Det er et tidens tegn, at en keiser i disse
dage har taget sagen i sin haand.
Jeg skal forsøge at vise, hvorledes det sociale spørgsmaal har
vokset i betydning i nyere tider, og hvorledes man har forsøgt at løse
problemet ved kommunisme.
I middelalderen, da menneskeaanden endnu trællede under
sedvanen, var den ikke kraftig nok til at naa frem til forstaaelse af
menneskerettighederne. Ved reformationens kjække reisning mod religiøs
despotisme begyndte en ny æra. Holland greb til vaaben for
samvittighedsfrihed; England afrystede Stuarternes aag og proklamerede folkets
suverænitet; hinsides Atlanterhavet dannede puritanerne og kvækerne
demokratiske samfund grundede paa almindelig stemmeret, direkte
styrelse ved folket og almindelig lighed. Tilsidst adopterede det attende
aarhundrede alle disse principer og satte dem i system, og den franske
revolution bekjendtgjorde dem, som bekjendt, udover verden. Siden den tid
har lighedsideen trængt ind i sindene og er blevet grundlaget for mange
samfund. Processen er følgende: Idet mennesket sterkt begynder at
føie sin egen værdi, kommer han uvilkaarlig til at betragte sig som
uafhængig af de institutioner, under hvis herredømme historien vil stille
ham. Gjennem fornuftdyrkelsen faar han udsigt til de oprindelige
menneskerettigheder og til det fuldkommenhedens maal, som mennesket ifølge
sin natur altid stræber efter. „Du er et menneske, du maa derfor være
alt, hvad dit navn indbefatter; din udvikling er din bestemmelse." Men
visse betingelser er uundværlige for fuldførelsen af din bestemmelse, og
disse kan sammenfattes i det ene ord frihed — frihed i tanke, frihed
i handling, derhos eiendom som en fri sfære, hvor man kan øve
sin frihed. Men faktisk kan ikke alle mennesker nyde sine
primitive rettigheder, og flertallet mangler midler til udvikling; de er ikke
frie. Privat eiendom er en væsentlig betingelse for frihed og følgelig
for udfoldelse af den menneskelige bestemmelse. Men hvorledes kan
eiendom sikres alle, da den i sig selv er en eksklusiv tilegnelse? Og
her kommer vi da til den frygtelige uoverensstemmelse mellem retten til
at leve af arbeide for sit livsophold, som visselig synes at burde være
alles ret, og retten til privat eiendom, som synes at byde en
uoverstigelig hindring mod udøvelsen af den førstnævnte ret. Denne
vanskelighed kræver nogle faa forklarende ord.
Et menneske fødes. Det kan paaberaabe sig de rettigheder, som
denne omstændighed giver det og derfor retten til at skaffe sig føde.
Alt er imidlertid allerede taget i besiddelse; der er ikke plads til ham.
Kan man disputere med ham om hans ret? Isaafald vilde der ikke
blive andet tilbage i verden end tilfældighed og styrke. Men hverken
styrke eller tilfældighed eller erobring kan anføres som hjemmel; alt
dette kan sammenfattes i ét ord — kjendsgjerninger.
Kjendsgjernin-gerne idag kan være til gunst for dig, men vil de være det imorgen?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
