Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kitty L. Kielland: Lidt om norsk kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
224-
Det var raed stor spænding, vi gik i Paris sidste vaar og ventede
paa, at udstillingen skulde blive færdig.
Naturligvis samlede sig for os malere hovedinteressen ved
kunstudstillingen. Hvordan skulde vi bare nogenlunde staa os ved siden af
den franske dygtighed og elegance? Atter og atter gjennemgik en for
. sig selv alle disse billeder fra hjemmet, som en kjendte saa godt, hængte
dem i tankerne op ved siden af de bedste franske og endte med at
blive ganske forvirret i, hvad man skulde tænke eller tro.
Tilsidst blev det de franske kunstnere, som gav en rettesnoren, de
• sagde os, at de af et saa ungt land ikke ventede nogen konkurrence i
dygtighed, men de ventede af os friskhed og national eiendommelighed.
Og igjen veiede man frem og tilbage, havde vi det da?
Saa begyndte ophængningen. Den ene dag hørte vi, at det virkede
friskt og morsomt, saa kom det igjen, nei der var for mange daarlige
billeder — og tilsidst blev det rent utaaleJigt at gaa der og vente.
Endelig en dag fik vi lov til at gaa derop, der var færdigt, men
ikke aabnet enda.
Det første, jeg saa nede fra trappen, var ikke morsomt, det var
den øverste række, og mit mod sank.
Jeg saa nu ikke op, før jeg var øverst oppe paa trappen, og da
var det Wentzels „Eøderaadsfolk", som jeg ikke havde seet før, der
gav mig det første hele indtryk. Dette var friskt, eget og nationalt.
Jo saadan kunde vor udstilling gjerne virke. Eor første gang stod
.jeg i en norsk udstilling, hvor jeg selv havde billeder, uafhængig af
malerens nervøse angst for, hvorledes hans egne ting virker.
Jeg glemte mig selv og mit, her blev vi mig lige vigtige
allesammen. Det kom her an paa det hele, det kom an paa, om det, vi
vilde i den norske kunst, var noget, som havde leveværd ved dette
store konkurrencemøde fra alle lande.
Og jeg blev snart glad overbevist om, at der var noget friskt og
freidigt, noget dristigt i farver og opfatning, som var selvseet og
selv-følt, og som gjorde vor afdeling til en udpræget norsk udstilling i
modsætning til alle andre lande. Granske rigtig, vor udstilling manglede
de gamle kulturlandes dygtighed og medfødte elegance (hvor skulde den
faaet det fra?), men den havde national eiendommelighed. Jeg troede
nok, at den tyske indflydelse var forbi, men jeg var ræd for, at den
franske kunde have sat et præg paa os. Men nei, det i udlandet lærte
var godt fordøiet, var gaaet ind i det norske blod og havde blot givet
styrke til det nationale, ikke svækket det. Der stod meget igjen at
•ønske af dygtighed, meget igjen at lære, men ifølge det, jeg selv per-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
