Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Knut Hamsun: Fra det ubevidste Sjæleliv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
334
Sange et Digt, der hedder „Gensyn". Dets Indhold er
følgende:-Han kører en Dag i let Snevejr gennem et Landskab. Da føler
han sig overalt omgivet af et Aasyn. En underlig
Genken-delsesfølelse bæver gennem ham, han ser sig om, det famler
omkring ham; hvor han vender sig hen, hvad han end ser paa,
Fjeldene, Skogen, Snestjærnene, som falder paa hans Handske,
altsammen blir til Træk og Udtryk i dette Aasyn, og han ser
med sit Indre det urimeligste Billede, som under de
Omstændigheder kunde opstaa: Billedet af et Menneske, Hans Brecke.
Moden for Gaustad?
Disse Træk er saa langt fra at være abnorme, at de
tvertimod skriver sig fra Mænd med sunde og meget stærke Hjærner.
Kun i det Øjeblik, disse Træk gennemfor dem som Akt, var der
fine og ømtaaligt rørlige Sandsebevægelser paa Spil i deres Indre.
Det var hverken Drøm eller Virkelighed: det var et Sekund fyldt
af ubevidst Fornemmelse af Væsensslægtskab med Naturen.
Denne vidunderlige Fornemmelse kan man ogsaa træfie
Mennesker, som har følt et Øjeblik ved Nattetide i en dyb Skog
eller paa et Baadhvælv.
Der skrives just i disse Dage om en ny „Sygdom":
Kærlighed til Solen. Jeg tror ogsaa paa denne nye „Sygdom" —
bogstaveligt. Og jeg gør det saa meget heller, som jeg selv har
iagttaget og allerede for to Aar tilbage omtalt den selvsamme
Tilstand i et Brev til Erik Skram. Det var mit Held, at jeg
dengang meddelte mig til en Mand som ham; de fleste andre
vilde vel have leet mig ud; for der er en Mængde Mennesker,
som er saa kloge. Men denne Kærlighed til Solen er den samme
navnløse Anelse af Blodsforvandtskab med Alskabningen ....
Efterhvert som Tiden gaar, tør der hos de finest mærkende
Mennesker opstaa fiere og flere Sjælsfænomener af ualmindelig
Natur; man kan forsaavidt ingen Grændse sætte for disses
Vilkaarlighed. Eller de opstaar ikke’ nye; man blir blot mere
følsom til at opdage dem. Men Literaturen, den har hovedsagelig
havt to Slags Mennesker: kloge og gale — allesammen „Typer".
Er der da en Person, hos hvem der er iagttaget sjælelige
Ekstra-forteelser, saa sendes han enten til Gaustad eller til Hospitalet.
Men er der en Mand, som skyder en Hest, saa gør han det af
simpel Ondskab. Ti giver Forfatteren ham „typisk" Bøder og
Straf. Og kloge Læsere klapper i Hænderne.
Knut Hamsun.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
