Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arne Garborg: Friedrich Nietzsche af Ola Hansson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
390
De gode var altid begyndelsen til enden. De gode bader den,
som sønJerbryder lovens tanke og de gamle værdier; de kalder bam
bryder, lovbryder, forbryder, og korsfæster barn. Ikke mere at ville,
ikke mere at sætte værdier, ikke mere at skabe, — evig blive mig denne
store trætbed fjern! At skabe, det er forløsningen fra lidelse; viljen
befrier; det er den sande lære om viljens fribed. Jeg gik gjennem
folket og bavde mine øine aabne; det er blevet mindre og blir mindre
bestandig; det volder eders lære om lykke og dyd. Bestandig saa
megen svagbed som godbed; bestandig saa megen svagbed som
medlidenhed. Dyd: det er for dem det, der gjør tam. Snart vil de staa
som tørt græs, tørstende efter vand eller ild. O signede stund, da
lyset kommer!
— Overmennesket: i det ord ligger, at mennesket er noget, som
maa overvindes; det er en bro, intet maal. Du og I alle, I maa
overvinde eder selv af kjærlighed til overmennesket. Der, hvor staten
ophører, se dog derhen, mine brødre; ser I den ikke, regnbuen og broen
til overmennesket? Ikke kjærlighed til næsten lærer jeg eder, thi det
er eders slette kjærlighed for eder selv; heller ikke kjærlighed til
kvinden lærer jeg eder, thi var det ikke bedre at falde i morderhaand
end i en brunstig kvindes drømme? Men vennen lærer jeg eder, han
være eder jordens salt og en anelse 0111 overmennesket! Fri kalder
du dig! fri hvorfra? Hvad bryder Zarathustra sig derom? Men klart
dit øie skal forkynde mig: fri hvortil? Kan du selv give dig dit godt og
ondt og ophænge din vilje over dig som din lov? Du maa brænde i
dine egne love; hvorledes skal du ellers kunne blive ny, naar du ikke
først er bleven aske? Du ensomme, du gaar den skabendes vei: en
gud vi], at du skal skabe dig selv af dine syv djævle. Den, som er
folket forhadt som ulven hundene, det er den frie aand, lænkefienden.
Fri fra trællenes lykke, fri fra guder og tilbedelse, uforfærdet og
frygtelig, stor og ensom: saa er den sandrues vilje. Han kjender ogsaa
den sværeste af alle kunster, den: til rette tid at — gaa. Fri til
døden og fri i døden; en hellig neisiger, naar der ikke mere er tid
til ja: saa forstaar han sig paa liv og død. En lykke alene kjender
han ikke: den modtagendes lykke. Se, det er min fattigdom, mine
brødre: at min haand aldrig hviler ud fra at give. Det er lysets
fiendtlighed mod alt, hvad der lyser.
Men I’ ensomme fra i dag, I skal engang være et folk; af eder,
der har udvalgt eder selv, vil et udvalgt folk opvokse: — og af dette
overmennesket.
Saa talte den vise Zarathustra.
* *
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
