Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - George Higinbotham: Videnskab og religion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
426
kirkelige systemer. I alle kirker viser presteskabet større og større
ulyst til i sine henvendelser til lægfolket endog at gjöre hentydning til
de intellektuelle grunde for religiøs sandhed og moralsk forpligtelse.
I alle kirker i alle kristne lande er og blir de voksne læge mænd, af
hvem verdens affærer ordnes, af hvis intelligens, dømmekraft og karakter
menskeslægtens høieste interesser i nutids og fremtids generationer
hovedsagelig afhænger, i intellektuel henseende aldeles uberørte af dem,
hvis mission, om de overhodet har nogen mission, det er at lære. Og
det skulde være deres mission at lære voksne tænkende mænd snarere
end kvinder og børn.. Ti er ikke dette en skarp og dog høist retfærdig
bebreidelse mod alle voksne læge mænd, at vi har overladt i andre og
fremmede hænder den pligt at lære vore børn, som ifølge naturlig
forpligtelse tydeligvis paahviler os selv’? Vi har vistnok en undskyldning,
uden at jeg vil si, at den kan tjene til vor retfærdiggjørelse. Vi
er selv ulærte i denne henseende, og vi er følgelig udygtige til at
udføre en pligt, som fordrer dygtighed i den vanskeligste af alle
videnskaber og den fineste af alle kunster, nemlig den videnskab og den
kunst at opdrage og uddanne barnets uudviklede aand og karakter.
Men hvor skal man lægge ansvaret for, at lægmandens aand ikke er
opdraget og uddannet med hensyn til de høieste sandheder?
Det er blit sagt om religionen i vore dage, at den er blit væsentlig
æstetisk i modsætning til tidligere tiders etiske og teologiske
standpunkter. Der gaar gjennem kristenheden en tendens til at tildele
„følelsen" en fremtrædende plads i religionen. I alle protestantiske kirker
blir dogmatisk sandhed enten slet ikke fremstillet til belærelse for det
dannede lægfolk, eller den fremstilles paa en saadan maade, at den
store flerhed ikke kan begribe den og ikke vil modta den. De kristne
kirkers presteskab har opgit ethvert forsøg paa at opdrage lægmandens
intelligens og henvender sig istedet derfor til den mensklige følelse og
anvender kunsten under forskjellige former for at sætte følelserne i
bevægelse ved at behage sanserne. Det være langt fra mig at tale
forringende om nogen menskelig følelse, der er sand, eller om nogen kunst,
der er ægte. Men jeg vover at paastaa, at hverken den beste og
ædleste følelse eller den reneste og fineste kunst kan erstatte religionens
sandheder, hvis religionen har nogen sandheder. „Hvor skjøn er ædel
følelse!" udraaber Carlyle. „Lig spindelvævs flor, smuk og billig, som
ikke taaler, at man tar i det! Du tynde skygge af dydens raastof,
som ikke kan væves til pligt! Du er bedre end intet, men ogsaa værre
end intet!" Og kunsten! Hvis den anvendes i en kirke til erstatning
for religiøs tænkning, maa den sættes i klasse med afgudsbilleder og
den slags ting, der henvender sig til den mensklige sjæls laveste in-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
