Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Hansen: Kristiania theater 1890—91
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
315
enkelt samling borgeres tempel, men anvender ikke en øre til
bygningen af et theater, som der dog nødvendigvis engång maa blive brug for.
Men skylden for elendigheden ligger absolut hos hovedstaden,
som, da den nationale kunst begyndte at bane sig vei i femti- og
seksti aarene, ikke tog den kraftigt under armene ved kommunale
pengebevilgningei. Bjørnson skrev dengang: „Hvad theatret
gjennem udvikling af smag og skjønhedssans virker tilbage paa moralen,
hvad det er for den i sandhed dannede, som der forfølger psykologiske
opgaver, for alle, som søger en stor kunstnydelse, en samtale med
sine stille tanker; hvad det er for sproget, nationaliteten,
fædrelands-kjærligheden; hvad det er i smaa tider ved at minde om de store;
og hvad det er i disse til vækkelse af begeistring, opofrelse,
broderaand — skal jeg her ikke nævne; thi dette er oftere fremstillet og
forstaaes let." — Nei — Kristiania har aldrig forstaaet det trods
sin embedsstand, sit universitet, sine rigmænd. Saa lidet har det
forstaaet det, at ikke blot har det ladet skuespilkunsten friste de
ynkeligste kaar, prisgivet mængden, men det har ogsaa fundet sig i, at
kunsten behandles som noget, der forbydes af politiet to aftener i
rad, hvergang statskirken har e n helligdag, — saa at det altsaa ikke
tillades borgerne at vælge selv, enten de vil gaa i nationaltheatret
eller i en konsertsal eller sidde hjemme disse to aftener for den (i
regelen glædes) fests skyld, som en del af borgerne skal feire eller
har feiret om formiddagen. Forholdet er fuldstændig absurd og en
civiliseret by uværdigt. Iaar, da den 17de mai faldt paa en helligdag,
der ingenlunde var en sørgefest, viste det sig endogsaa, at Kristiania
i sin opfatning af kunsten og borgerfriheden stod langt tilbage for
landets øvrige større byer. Kristiania fandt det at være i sin orden,
at der for statskirkens skyld ikke turde opføres et fædrelandsk
skuespil eller spilles en nationalsang offentlig om kvelden paa
nationalfestdagen, — Bergen derimod delte Bjørnsons opfatning af theatret
og holdt sin matiné og sin festforestilling, mens Trondhjem og
Stavanger holdt friluftsfolkefester tiltrods for kirkens glædesfest.
Harald Hansen.
Efterskrift. Min artikel, der sendtes til „Samtiden" for at
indtages i juninummeret, har af meget plausible grunde maattet vente
til august. Dette tillader mig at tilføie nogle ord om sæsonens sidste
aftener, der vistnok kun har været de vanlige beneficeforestillinger,
men dog iaar har havt en større interesse end som blotte og bare
blomsterfester og kassetriumfer.
For det første har man ligesom faaet et indtryk af, at Kristianias
publikum iaar vilde være særlig elskværdigt mod sine kunstnere, som
om det efter de mange gnavne og bitre ord, det har maattet høre,
vilde paa en demonstrativ maade godtgjøre, at det dog forstod theatrets
betydning og holdt af og følte sig i taknemmelighedsskyld til det
ud-merkede personale. Man fik især dette indtryk ved frøken Constance
Bruuns benefice, der baade af presse og publikum gjordes til en
begivenhed og feiredes ligesaa glimrende som et førsterangs jubilæum.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
