Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - T. Parr: Determinismens konsekventser for moral og religion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sig forklare ved trångsynte motiver; det hænder jo ikke saa sjelden,
at den trangsyntes og den klarsyntes veie synes at mødes i et eller
andet foreløbigt resultat, men de næste resultater vil da atter vise, at
mødet kun har været tilsyneladende. Det beror, som Høffding udtrykker
det, paa beskaffenheden af vort væsen, om noget kan blive motiv
for os.
Men fordi menneskets vilje saavel som dets følelse og tænkning
med ligesaa stor lovmæssighed afhænger af forholdene som alle andre
ting saa følger ikke deraf, at mennesket, denne ialfald i egne øine
saa ophøiede skabningens herre, reduceres til en blot og bar meka
nisme. En mekanisme i almindelig forstand kan ikke overskue sit
eget væsen, kan ikke se sine mangler og dyder og følgelig heller
ikke anvende sin egen og omgivelsernes kraft paa sin egen og om
givelsernes forandring eller tillempning efter behovet.
En mekanisme i almindelig forstand har absolut ingen bevidsthed
endsige selvbevidsthed, formaar ikke at bedømme sit forhold til om
verdenen og følgelig heller ikke planmæssig at sørge for en gavnlig
vexelvirkning mellem sig selv og denne. Og omendskjønt dette ogsaa
for selv det fuldkomneste menneske kun paa en meget ufuldstændig
maade lader sig gjøre, saa er der dog mellem en mekanismes absolute
og menneskets delvise mangel päa evne i denne henseende en saadan
væsensforskjel, at det bliver en meningsløs overdrivelse at sige, at
determinismen reducerer mennesket til en blot og bar mekanisme
i almindelig forstand. Vistnok er det helt og holdent drevet af
bevidste eller übevidste motiver, altsaa uden den viljens vilkaarlige,
aarsagsløse frihed, som determinismens modstandere sætter saa stor
pris paa, at mennesket søger at lempe forholdene efter sit behov, men
dette gjør dog ikke den fordel mindre delvis at overskue og derved
delvis beherske dem istedenfor absolut at beherskes af dem. Er
mennesket sygt paa legeme og sjæl, saa har det delvis evne til at
udfinde de nærmeste aarsager og de nærmeste botemidler og drives
af denne og alle øvrige medvirkende omstændigheder til at behandle
sig selv paa én vis maade, og hvis kuren lykkes, befinder det sig vel,
lykkes den ikke, uvel, uden at maaden, hvorpaa dets valg af kurmidler
har været bestemt om kausalt eller, i absolut forstand, spontant
i mindste maade vilde øge dets glæde eller smerte, saafremt det
ikke havde sat sig visse metafysiske griller i hovedet.
Menneskene har, som vi alle ved, en, om man vil, sublim tilbøie
lighed til at fantasere sig ud af den med saa mange uhyggeligheder
beheftede elendighed, hvori de lever, til en fuldkommen uendelig
heds lysrige, hvor de enkelte fantaster optræder som sine egns
371
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
