Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Alexander Tille: Charles Darwin og moralen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
351
sterne ved dens tidligere løb kan nu ikke længere bolde stand mod
det om sig gribende græs; de visner lien, deres gamle livskraft gir
dem ikke tilstrækkelig modstandskraft. Men alt lader sig dog ikke
forklare af omgivelserne. Af en mængde planter af den samme art,
der staar under samme livsvilkaar, er der nogle, som overgror de
andre. Grunden hertil maa ligge i dem selv, og det gjør den ogsaa.
De var de heldigste ved tilblivelsen af deres spirer, de har, idet de
under særlig gunstige betingelser modnede som frø paa stengelen,
allerede i frøkornet, som derpaa voksede op af jorden, faaet mere kraft
end andre, hvem der under deres tilblivelse som frø tilflød mindre
saft fra moderplanten. Spirerne er altsaa ikke af samme værd for
udviklingen. Malthus, Darwin og Spencer er enige i, at selv ved den
allermindste tilvekst af kraft maa der nødvendigvis indtræde en
konkurrance mellem de enkelte individer. Darwin føier hertil den
sætning, at de, som er bedst afpassede for livsvilkaarene, bliver de
gjenlevende. De andre gaar tilgrunde i kampen om tilværelsesmidlerne.
Det er den naturlige udvælgelse. Dette princip blir i dyreverdenen
end mere forsterket ved den kjønslige udvælgelse eller parringsvalget,
ifølge hvilken den lian, som i kampen om liv og død har vist sig
som den sterkeste, kommer i besiddelse af den mest eftertragtede hun.
Matlhus havde mest talt om menneskeheden. Darwin havde
fornemmelig anvendt sin anskuelse paa dyr og planteverdenen. Skulde
lian indskrænke sig Hertil, eller var ikke allerede ved det punkt,
hvorfra hele hans naturfilosofiske spekulation udgik, fristelsen given til at
maale mennesket paa de resultater, der ellers i den levende verden
havde vist sig som kjendsgjerninger, og til at proklamere den
dygtigstes udvælgelse og den udygtigstes undergang som en stor sedelig lov?
Thi da menneskene nu engang alligevel ikke var hinanden lige, saa
var der jo ingenting i veien herfor. Nu ligger denne tankegang klar
for vore øine. Hvad skulde bestemme os til at gjøre holdt midt i
denne slutningskjede og gjøre en undtagelse med mennesket, om
hvilket vi nu ved, at det kun er et levende væsen som de andre? Og
dog er denne slutningskjede først kommen i* stand ved det mest
anstrengende aandsarbeide af en hel generation. Hele tredive aar har
det varet, førend den havde fæstet sig saa vidt i et eneste hoved, at
den fandt et klart udtryk. I fremtidens verdensanskuelseshistorie vil
sandsynligvis bestræbelserne for at klare denne tanke være det
betegnende karaktermerke for aarene 1859 til 1887.
Der har været en tid, da ethikerne af den gamle skole erklærede,
at udviklingslæren intet med ethiken har at gjøre, at ethiken tilhører
en meget høiere region. Da hed det, at der ogsaa paa det ethiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
