Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Snorre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
421
I initialen til Snorres fortale, som begynder meel de ord:
„i denne bog lod jeg skrive gamle frasagn om høvdinger, som har
havt riger i nordlandene", har vi tvende konger med sverd i haand,
siddende i et vinterlandskab med den mørke nat og melkeveiens
lysende stjerner over sig, et sindbillede paa det lysfattige Norge,
hvor aarene regnedes efter vintre og døgnene efter nætter.
Pragtfuld er den dekoration (side 5), som indleder
Ynglinga-saga, i høi grad fantasifuld i sin rige og originale dyreornamentik,
og mægtig i sin totalvirkning ved det indtryk af grum vildhed, den
efterlader. Paa fodstykket ser man tre brændende bjørne i vildt
raseri styrte ud i den mørke nat, et symbol paa Ynglingasagaens
barbariske tid, hvor indebrænding og flygtende kjæmper fra
brændende huse er stadig gjenkommende episoder.
De første ord i kongesagaerne og de, hvoraf verket har faat
sit populære navn, lyder saaledes: Kringla heimsins så er
mann-fölkit hjggir, er mjçlc vågslcorin; ganga hçf stor or iltsjänum inn i
jçrdina (jordens runde skive, som menneskene bor paa, er meget
kløftet; ti havbugter gaar fra udhavet ind i jorden). Med disse
ord som udgangspunkt har Munthe lavet sin høist originale og
morsomme initial i Ynglingasaga; med stor kunst har han dekorativt
benyttet det fra Snorres tid benyttede verdenskart (afbildet s. 6);
i forenklet skikkelse ser vi her „heimsins kringla", indskaaret fra
„udhavet", — dybest nede Sortehavet og øverst det høie nord og
Sibirien med de underlige dyr.
De skikkelser og begivenheder, som der fortælles om i
Ynglingasaga, ligger paa grænsen mellem historie og myte, kanske nærmere
det sidste; det er dette, Munthe har følt ved udkastet til den
side-frise, der fra side 6 af følger udover hele heftet; alle disse
underlige fabeldyr er den verden af myter og eventyr, som drømmer bag
Snorres rationalistiske fremstilling.
Mere nærmende sig den naturalistiske kunst og derfor mere
letfattelig er billedet „dronning Bera" side 20. Med træffende
karakteristik er de tre personer fremstillede. Den lidt blødagtige
elsker, som sammensunken i knærne sidder opløst i sin elskovsrus,
den stirrende skinsyge egtemand, hvis hele energi og blege had er
samlet i den energiske bevægelse, hvormed han stikker dolken i sin
lykkelige medbeiler, den letsindige dronning, som med let
forskrækkelse ser paa dette uventede udbrud af mandslidenskab, og over
baade Alv og Yngve flyver dødsfuglene, de er begge viet Hel.
Interessantest af det hele er dog Munthes modige forsøg paa
at illustrere selve Ynglingatal, det kvæde, der ligger til grund for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
