Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thoralv Klavenæs: Et mindeblad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
469
Imn vilde noget, vilde hun det despotisk, uden tillempning eller
afprutning. I hendes smerte og glæde, latter og graat var der
noget af zigeunerens ubeherskethed, der gav dette individ i
umyndighedsalderen den voksnes myndighed i blik og tale.
Men især blev hendes fantasi hende farlig. Den trak af med
hende og gav barnet indfald, der vakte opsigt. Man kunde træffe
hende paa de dunkleste steder, optat af en bog, der i verdens øine
blev tomme paaskud i en ond hensigts tjeneste. Ja, hendes
fantasi gjorde hende til de dunkle steders barn. Skjult for verden i
•en eller anden mørk krog med ensomhedens stille lyd i sine ører
kunde hun drømme om eventyr, der fik hendes øine til at skinne.
Da kom der dunkle anelser op i barnets bryst, der løftecl en flig
af tæppet ind til livets mysterier.
Men dette var netop det farlige. Disse bløde, svømmende
anelser om noget, der var ivente, denne speidende længsel ind i
det ubekjendte gav hendes væsen en mystisk indesluttethed, der
blev mistænkt.
Ti verden havde set denne virkning før. Den havde set børns
lyst til at være alene, til at stikke sig bort i kroge, hvor ingen
mennesker kom. ’Og denne virknings aarsag havde verden i ni af
ti tilfælde set at være de tidlig vaagne drifter. Derefter dømte
•den. Aurora var et barn, hvis sind allerede var ormstukkent.
Hendes fantasi var syg. Morens utøilede levnet gav sig udslag
i afkommet.
Selvfølgelig blev hun med eri saadan dom over sig meget alene.
Hun flk faa kamerater. Men de, der turde nærme sig hende,
hang hun til gjengjæld ved i rørende hengivenhed. Jeg har aldrig
set en saa barnlig og uegennyttig glæde i venskabet som hendes.
Der var noget af en religiøs tilbedelse i den, der gav sig hen i
tillid og tak.
Heri laa ogsaa den væsentlige aarsag til hendes mislykkede
liv. Hun søgte det store venskab, men fandt det ikke. Hun søgte
den store kjærlighed, men fandt heller ikke den. Derfor var hun
altid misfornøiet med menneskene og sine venner. De skuffed
hende altid — som venner desværre altid skuffer.
Jeg ved forresten intet mere om hendes barndom. Den lærte
hende mistro og mistillid til verden. Den samlede bitterhed i et
-sind, der var skabt til glæde. Men denne bitterhed søgte ikke udtryk
gjennem haardhed og uomgjængelighed. Den laa skjult paa bunden
af hendes sind og gav det i enkelte øieblik en mørk, resigneret
tone. Barnet begyndte at leve.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
