Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Helene Dickmar: „Min gamle onkel“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
450*
et stort maal! Pludselig vilde jeg staa foran en betagende
aabenbarede, en herlig tropisk vekst, der glødede i solen med sin
overflod af høirøde klokker, — men en herlighed, fristende og farefald
som eventyrets forheksede trolddomsgave. —
Og denne busk — ja, for jeg fandt den tilslut, men har heller
aldrig truffet paa den senere — det var vor fattige kjelderhals,
den lille bladløse vekst med de smaa lysegraa-røde, blege
klokkeblomster. —
Ved historieundervisningen spandt der sig ud af de trykte ord
brudstykker af romaner, digte, legender, anekdoter, der slyngede
sig som arabesker om de nøgne historiske fakta. Den gamle græske
og romerske historie elskede lian. Med hvilken rørende patos
gjentog han ikke de gamle ord: „Pris iilgen lykkelig, før han er
i sin grav." — „Du dør, Epaminondas, og efterlader dig ingen
sønner." — „Men to udødelige døtre: Seirene ved Leuktra og
Man-tinea." — „Varus, Varus, giv mig mine legioner tilbage," eller
„Ven, ligger da jeg paa roser?"
For det meste havde dog hans digressioner ikke meget med
udgangspunktet at gjøre. Tog han traaden i sin haand, var altid
hans svømmende fantasi rede til at vikle dem ud, føre dem videre,
videre. Hans hukommelse gjemte utallige stumper og stykker af
saa mange slags indhold.
Karakteriserende for ham var det dog, at det ikke var mig,
men mine brødre, der flk følgende lidt drastiske anekdote om den
gamle og gjerrige kong Fredrik Wilhelm af Preussen, Fredrik den
2dens og de høie grenaderers fader, og en af hans officersenker,
fru von Alten, som han havde ladet tilstille en gave af 100 thaier.
Hun sendte dem tilbage med følgende ord:
„Hundert Thaier ist zu wenig,
Hundert Thaier giebt keiri Glück,
Hundert Thaier giebt kein König,
Darum schick’ ich sie zurtick."
Kongen skrev igjen og svarede:
„Meine liebe Frau von Alten
Ich musz ja Soldaten halten,
Kann auch Geld nicht scheissen,
Ich — Friederich Wilhelm von Preussen."
Saa havde vi derover i hans egen stue Kronborg slot, hvor
svenskerne kom over isen i hvide dragter. Mens revolutionen i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
