Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thomas P. Krag: Had
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den halte raabte:
«Og hendes barn ?»
«Vort barn? . . . Barnet? . . .det visnede ogsaa. Sam-
Du sad jo nylig og fortalte om din salighed. Om
elskede dig med jubel . . . Hvad? . . . Forstaar du? Du
Den blinde olding raabte:
aldrig!»
Thomas P. Krag.
Thomas P. Krag.
men med sin mor. Det sugede svaghecl og blegnen af hen
des bryst . . . det laa hen saa bitte lidet . . . det klynkede
bare af og til . . . en sjelden gang prøvede det at smile
Endog lige før den stund, det døde.»
Den halte raabte igjen:
«Du snakker hele tiden med slig sørgelig stemme! Du
kan røre andre ved den. Gaa ud i byen og fortæl om din
ulykke. Menneskene vil græde for dig .. . Men jeg græder
din skjønne barndom. Om din ungdom med seiersfølelse.
Om hun, som elskede dig . . . uden medlidenhed, hun, som
har engang følt hendes øine straale imod dig. Hendes favn
har du følt som støbt til din. Forstaar du, hvad jeg føler,
nåar du nævner hende? Aa, forbandelse! Ikke et eneste
saadant øieblik blev mig givet, trods jeg hungrede derefter.
Forstaar du da, at jeg hader eder begge enclnu? Forstaar
du, at jeg ikke under dig din salige erindring. At jeg skal
komme og bringe angst i dine tanker, hver gang du ser de
voldt dig stor ve; men se, jeg er bleven en gammel, fattig
Se mine blinde øine ... Tror du ikke, den lykke er sorgfuld
nok? ... de minder faar mig tidt til at græde . . de taarer
svider . . . Vær naadig . . . lad mig ikke ængstes mere.»
Men den anden reiste sig og skreg:
«Vær naadig! . . . Nei, hådet tilgiver ikke!-. . . Hådet til-
giver ikke . . . det er det eneste, som lever . . . det tilgiver
Som en søile skudt op fra helvede stod han der. Selve
forbandelsen hoverede i hans skikkelse og i hans mine.
Saa humpede han bort. En stund hørtes i kvelden to
lyd: den blinde oldings angstfulde jammer, der han enclnu
laa næsegrus mod jorden, og larmen af den haltes lamme
fod og krykkens huggen mod den haardtraadte jord.
mand . . . Mine fagre syner aa de stakkels minder! . . .
«Hvorfor vil da ikke lade mig i r0?... Jeg har engang
fagre syner.»
ikke for dig
222
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
