Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Jens Peter Jacobsen - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jens Peter Jacobsen.
sonlig stil i en tid, der ingen stil havde. Man maa heller
ikke glemme, at han seiv var i en bestandig udvikling,
mens han skrev, og seiv har følt lede ved «perlestikkeriet»
i «Marie Grubbe», og at netop hans sidste arbeider, «Pesten i
Bergamo» og «Fru Fønss», har den reneste stil. Men, selv
bortseet herfra, tager man ham under et med alle hans
kruser og krøller, hvilken dansk vil saa vove at negte, at
der er en ny skjønhed i Jacobsens stil, og at den nu tyve
aar efter hans død, da eftervirkningen og eftergjørelsen af
dens særheder er ophørt, er indgaaet med sin væsentlige
eiendommelighed i den nulevende siegts skjønhedsfølelse.
Som bekjendt har Kjøbenhavn i de sidste aar faaet et nyt
raadhus, der af mange betragtes som et udtryk for den nu
herskende smag. Det er i den Jacobsenske stil. Saaledes
som dette nye raadhus med sit sterke og paagaaende indi
vidualitetspræg (orholder sig til det gamle, der med sine
søiler og haller gjør et upersonligt og abstrakt indtryk paa
den nulevende slegt, saaledes forholder nutidens smag sig
i det hele til den ældre tids, og saaledes forholder i særdeleshed
Jacobsens sprog sig til Heibergs eller Mynsters. Her som
hist det samme spil af kraftigt udformede og frit fremtræ
dende enkeltheder og begge steder den samme lange linie til
at holde dem sammen.
Jacobsen havde intet saadant min desm erke som f.
eks. Victor Hugo havde i Notre Dame-kirken til forbillede
for sin stil. Men naar han sad i sin «Fjordby», i Thisted,
der var hans egentlige arbeidssted, havde han over for sig
«Morsø Bankers fine melankolske linie» (Nils Lyhne)
«de fjerne, brune høies langeligt rundede liniers drag» (Marie
Grubbe). Enhver, der har øre for stil, vil i denne sidste
betegnelse umiddelbart kunne høre rytmen i Jacobsens prosa.
Han elsker den langelige eller langsomme linie. Ordet
bruger han meget ofte og netop i denne forbindelse: «lang
somt rundet». Det er hans yndlingsord, ligesom f. eks. «frodig»
er Oehlenschlägers, og betegner i modsætning til dette, der frem
hæver det uvilkaarligt blomstren de, skjøn heden i det kunst
neriske arbeide. Det ene er ligesaa betegnende for den naive
romantikers sind og smag, arbeidsmaade og livsanskuelse.som
det andet er for den moderne kunstners. Jacobsens stil er lang
somt rundet,som et fjernt kolledrag, som bakkerne i den natur,
han elskede høiere end nogen anden, og sløret og melankolsk
455
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
