Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Alf Torp: Den græske sprogstrid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den græske sprogstrid.
lemrum blevet tillempet noget efter talesproget. Slig indflydelse
fra talesproget var her som eliers naturgiven, og det mangler
heller ikke i byzantinsk tid paa begyndelser til et folkeligere
literatnrsprog, mest i bøger, som helst skulde henvende sig
til folket (f. eks. helgenbiografier og saadant), men til ulykke
for sproglivet blev udviklingens gang flere gange skruet kun
stig tilbage. Først i alexandrinsk tid ved den gjennem flere
aarhundreder raadende atticisme, hvis hovedrepræsentant er
Dionysios fra Halikarnas. Denne bestræbelse gik ud paa at
udrense de nye elementer og mest mulig føre sproget tilbage
til den attiske norm. Senere ved den humanistiske renæs
sance under Komnenerne og Palæologerne, Ilte—lsde aarh.,
hvorved tidligere begyndelser til et folkeligt literatursprog
(cfr. helgenbiografierne) blev tilintetgjort. Endelig ved fikserin
gen af det nygræske skriftsprog fra slutten af 18de aarh. af.
Kløften mellem skrift og tale var vistnok alt i senere by
zantinsk tid blevet saa stor, at skriftsproget nu maa kaldes
et dødt sprog. Det giør ingen forskjel, om endel lærde mænd
gjennem sin stadige befatning med det var blevne saa fortro
lige med det, at de ogsaa talte det, omtrent som tilfældet var
i vesten med de lærde og latinen. Sprogets døde tilstand
viser sig bedst i dets store ujevnhed hos de skrivende. Vist
nok er det ikke længer rent gammelgræsk, dertil er det for
meget isat med nye former, og har ogsaa opgivet et og andet,
men dødt er det alligevel. Man begyndte nn ogsaa at indse,
at det stive og for de fleste halvt uforstaaelige sprog ikke længer
strak til, navnlig for visse arter af poesi, men at man maatte
tåge sin tilflngt til det levende talesprog. Vi ser saaledes, at
folkemaalet, efter at have levet saa længe under skriftsprogets
tryk og bare saa vidt have faaet titte frem, nn med en gang
løfter sit hoved, f. eks. i eposet Akritas og andre digte fra det
12te aarh. Denne bevægelse er altsaa samtidig med den, hvor
under de romanske sprog friede sig fra den forstenede latins
lammende tryk, saa der blomstrede op livskraftige literaturer
i folkemaalene. Men der er neppe nogen indre forbindelse
mellem de to bevægelser i øst og i vest, ligesom ogsaa forskjel
len er stor. De romanske digterverker afspeiler alt i ældste
tid det levende sprog i sin renhed. Den græske vulgærlitera
tur derimod er opfyldt af døde stoffe, isat med elementer af
det lærde sprog. Nyt og gammelt vandrer her fredelig side
103
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
