Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Giosué Carducci - III. Digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck.
optat av Horats. I Juvenilia 11. bog er han paa vei til den
klassiske antik og forbereder det, som kommer; der er et
langt digt til Phoebus Apollo, blegt, lærd, med hele det
klassisk-mythologiske apparat. Og der lindes et fyldt av
protest mod det germanske kultur- og kunst-element :
«... Flaceus, din skønne Apollo veg for Teutonerne og
den formløse Odin, og rømte den latinske jord! Musen lyder
nu til os fra islagte tyske Alper, og en ussel hjord grumser
Helikon’s klare vand ...»
Han tænker vel her ogsaa tillige paa de «romantiske
brødre» og deres sødladenhed, der de søger at efterligne
Manzoni. Et andet steds siger han: «a me sorride il puro
genio di Flacco ...» Og han snakker alt i Juvenilia med
«seerens» foragt om «gregge profane». Denne beundring
driver ham videre, han søger til Horats’s kilder, til det
evige Hellas. Han skriver de tre digte Primavere Elleniche
til kærligheds og skønheds pris. Det er lærde hymner til
klassisk-græsk kunst og natur, til den kølige skønhed, til
Elysiums sagnrige sletter; digteren fingerer at han llygter
med sin Lina han «den sidste søn av de æoliske
hellige poeter» —, llygter fra eitarklimpren og «de hæslige
kyster».
Hans befatning med Horats røber sig i mangt og meget.
Det røber sig f. ex. i en digtsamlings titel fra de sidste aar
før Italiens samling Giambi ed Epodi. Det dræbende
mythologiske apparat har han, ja endog hetære-skikkelserne
Lalage og Lydia o. 1. møder vi. Ved en og anden vending
av overraskende skøieragtighed, hvorved han rister digtets
alvor av sig, vilde man kanske ikke minnes Horats’s «nisi cum
pituita molestash, hvis man ikke vidste at han kunde ham
ndenad. Seiv der hvor Carducci ])leier være helt sig seiv, i
natursynet, falder der for læseren av samme grund et lidet
streif Horats ind kanske sammen med Vergil —; jeg
tænker saaledes paa indled ningen til det før nævnte digt til
Clitumnus’s kilder, dets tegning av landlivets nervedyssende,
animalske ro. Og med Horats’s selvbevidste «vates»-digt er
der sikkert et slægtskab i det til kritiken og journalisterne
(i Giambi ed Epodi), med den pompøst, av selvfølelse over
strømmende apostrofe til hans egen digtning; han gaar nok
i grav, siger han, men I, mine strofer, skal leve: «... Paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
