Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. Eitrem: De døde og vi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
De døde og vi.
465
fundet. «Og saa, naar de er lagt under mulde,» fortæller
krigens historiker Thukydid, «da holder den athener som man
foretrækker paa grund av hans klokskap og anseelse, den
liktale som øieblikket kræver — derefter gaar de bort.»
Vi kan endnu læse liktalen av Perikles, vistnok gjengit
med hele Thukydids stilkunst, men i hovedlinjerne og
hovedtankerne sikkerlig autentisk. Et ypperlig bidrag til vor viden
om grækernes syn paa liv og død og deres vurdering av
begge. Perikles begynder med en lovprisning av forfædrene
som har gjort Athen til det byen er, et kulturcentrum för
hele Hellas. Han skildrer dets politik (Perikles selv hadde
jo ikke gaat unda for krigen da han hadde valget) og dets
høie maal — «for en slik by er disse her døde». De har
git sit liv hen i sluttet fylking, og uvisnelig ære er blit deres
løn. Langt større end det gravmæle de nu hviler i, fortsætter
han, er det som historien sikrer dem: vandringsmanden
giennem de store tidsskifter vil her altid kunne hente stof
til tale og vilje til daad. For berømte mænds grav er den
hele vide jord, og ogsaa utenfor Hellas vil mindet om deres
daad, og endnu mere om deres mod, aldrig dø. «For en
forstandig mand er det en langt større smerte at bli
behandlet som feig mand end at dø — næsten uten at merke
det — i rad og række med kameraterne, idet hele ens
kraft og alt ens haab hviler i lansespidsen.» De døde har
altsaa naadd livets høieste maal, og paa grundlag av disses
lod søker Perikles da at trøste forældrene som staar ved den
store statsgrav. Menneskelig og ømt skildrer han deres savn,
deres tapte glæde og stolthet — «men husk paa at i den
herlige død som er blit eders sønner til del, har livet og lykken
samtidig sat blomst».
P"or os klinger det kanske litt hverdagslig, naar han sier
til dem som endnu kan faa barn, at nye barn vil bringe
mindet om de døde til at vike mere tilbake — men hvor
hører vi ikke statsmanden tale naar han utbryter: landet
maa ikke lægges øde av mangel paa borgere, det maa trygges,
og d e borgere føler først ansvaret ved sin politiske holdning,
de som selv har barn at ofre paa fædrelandets alter. De
forældre som er gamle, trøster han med de dødes ære, «for
æren ældes aldrig» (den samme opfatning som vi kjender
saa godt fra de gamle nordmænds Haavamaal). De faldnes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
