Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rolf Løchen: Oscar Wilde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«Was willst du armer Teufel geben?
Ein Mädchen, das an meiner Brust
Die, wie ein Meteor, verschwindet.
Rolf Løchen.
venstre, fra indland og utland, fra levende og døde», og man
kan ikke andet end tænke paa alle de förgångne litteraturens
stormænd, som paa lignende vis kan demaskeres ved at paa
vise paavirkning og sujettyveri, uten at det dog kan sies
at angaa deres originalitet.
Angrepene paa Dorian Grays romanstil mister adskillig
av sin brodd, nåar man vet at den først blev skrevet for et
amerikansk magasin.
Naar hr. Burchardt taler om Wildes «menneskelige grund
het» og «hans overfladiske lek med ord», tar det sig mindre
heldig ut at han seiv positivt misforstaar og ikke øiner dyb
den i enkelte av de ting han citerer og hudfletter. Ved en
viss øiensynlig logisk-filologisk ordgymnastik faar hansammen
stillet en tilsynelatende inkonsekvense. Ved nærmere iagt
tagelse viser denne sig imidlertid alene at indeholde en formel
sandhet, som helt overser satsens indre indhold.
Paa side 140 i «Samtiden» staar saaledes følgende be
merkninger av Oscar Wilde: «En cigaret er den fuldkomne
type paa en fuldkommen nydelse. Den er enestaaende og
efterlater os utilfredse», hvortil Burchardt føier følgende:
«hvorav følger at utilfredshet er en hovedbetingelse for den
fuldkomne nydelse!»
Her er jo hele dybden gaat ham forbi, og man kunde
være fristet til at anbefale et studium av det socialøkonomiske
begrep «grænsenytten» med dens lære om godernes raskt
synkende værdi ved tilfredsstillelse. Det er jo netop feilen
ved de fleste goder at de ved tilfredsstillelse gaar over fra
nydelse til ulystfølelse. Det er ogsaa dette som gaar igjen
hos Faust, hvor han sier til Mefistofeles:
Doch hast du Speise, die nicht sättigt, hast
Du rotes Gold, das obne Rast,
Quecksilber gleich, dir in der Hand zerrinnt,
Ein Spiel, bei dem man nie gewinnt,
Mit Äugeln schon dem Nachbar sich verbindet,
Der Ehre schöne Götterlust,
Zeig’ meir die Frucht, die fault, eh man sie bricht.
Und Baume, die sich täglieh neu begriinen!»
350
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
