Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Albert Dresdner: Tysk kunst i nutiden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tysk kunst i nutiden.
landskaper som synes at høre til hine geologiske perioder
da jorden endnu var under dannelse; eller ogsaa apokalyp
tiske landskaper, over hvis tunge former og dystre farver
den yderste dag truer med at bryte ind. Ikke altid er den
stemning som anslaaes, dyster: i høisommerens farver og sol
glöd utslynger Max Pechstein sin sanseglæde ved tilværelsen,
og Franz Heckendorf maler landskaper i festlig munterhet
som minder om mange av senbarokkens billeder. Men det
er dog undtagelser, ekspressionismens grundtone er og blir
sjælenød og lidelse. Særlig karakteristisk er det ekspressioni
stiske menneske. Snart er det apatisk, nedtrykt, snart ladet
og opspiletindtilbristefærdighet; lidelse og fortvilelse hører til
dets typiske træk; undertiden tror man atter at gjenkjende
Dostojewskisk sjæleforfatning, noget som en lidelsens indre
lysning. Men om Magnus Zellers mennesker dvæler, lider,
drømmer i blekt tungsind, om Wilhelm Kohlhoffs ulænke
lige skikkelser som blomster dreier sig mot solen, om Ludwig
Meidner sammenpresser hoderne som i en skruestok: altid
og overalt er den store længsel nærværende. Men nu er der
det eiendommelige at ekspressionismens længsel er av en
ganske almen art, at den ikke blir baaret av nogeh positiv
livsstemning, som gotikken av sin urokkelige religiøsitet eller
barokken av sin beruset-lidenskabelige livsbekræftelse. Man
kunde si at ekspressionismens længsel ligner et sykt menne
skes længsel efter nyt liv, ny livskraft. Dens evne nåar til
at finde uttryk for det almindelige sammenbrud, for alle livs
værdiers vaklen og svigten, for den dype længsel efter en
gjenfødelse; den kan skildre verdens tilintetgjørelse, lidelsens
og fortvilelsens ekstaser, den store skræk hos en menneske
het som en frygtelig dag oplever erkjendelsen av at den
har berøvet sig alle helligdomme; men den kan ikke
tænde noget lys i mørket, og den eier intet hvortil den
kan bekjende sig. Ofte minder den ekspressionistiske
menneskehet om det menneskehelvede som Strindberg
fremmaner i Drømmespelet og Till Damaskus. Og
saa det religiøse fremtræder i regelen i form av det skræk
kelige, lidelsen, anklagen, og saaledes er det som blir igjen,
en verden som falder sammen av mangel paa indre gehalt.
Man forbauses nåar man iagttar hvilket fuldkomment side-
449
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
