Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kr. Indrehus: Vinje
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
heter det, at der vistnok
Vinje
syn, og det staar ikke til at negte, at han synte mange egen
skaper, som ikke var skikket til at vinde sympati. Det er
kun paa den maate jeg kan forklare mig at en mand som
Sars, som ofte fulgte ham paa fjeldturer og forøvrig var sam
men med ham paa hybelen, kan omtale ham paa en saa
hjerteløs maate som han tildels gjør. Sars var en mand,
som levet i bøker og idéer, som historiker og kritiker hadde
han vanskelig for at være objektiv.
Det er tydelig, at han ikke har følt noget dypere aands
slegtskap med Vinje, og han har visselig staat uforstaaende
for det dypeste i hans sjæleliv, for hans naturfølelse og
tungsind.
«En hund som kryper for et kjøtben», «krypende, upaa
lidelig, utro, som en hund som hyppig skifter herre» og mere i
samme smak det faar Sars sig virkelig til at skrive.
Man sammenligne hermed den maate, hvorpaa han om
taler Bjørnson, for hvem han følte den mest übegrænsede
beundring. Nu, Bjørnson var utvilsomt et stort anlagt men
neske og en ridderlig natur (og i forholdet til Vinje var
Bjørnson stor, hvad der ikke kan sies om Vinie likeoverfor
Bjørnson), men han var som alle andre mennesker heller
ikke fri for svake sider, og det vilde ikke ha været vanskelig
hverken for Sars eller andre at gjøre noget ut av dem.
Hadde han villet gi sig til at rote i dem med samme
tilsyneladende velbehag som han gjør det likeoverfor Vinje,
vilde billedet ikke blit fuldt saa straalende som det blev.
Det er i denne forbindelse vanskelig at undlate at tænke paa
hvad Sars skriver om forholdet mellem Wergeland og Wel
haven. Han giør opmerksom paa hvor Welhaven seiv længe
efter Wergelands død og efter at striden mellem dem for
længst var stilnet av, hadde vanskelig for at anerkjende baade
hans personlighet og hans digtning (side 150).
I Welhavens digt: Hvorlænge vil du rase mot fornuften,
«faldt saa mangt et lyn forbi dit øje
og mangt et mannakorn i dit skjød.»
Og Sars fortsætter efter at ha omhandlet Welhavens kri
tik som et resumé av denne:
«Wergeland var en genialt-poetisk natur gudbevars,
609
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
