Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jørgen Bukdahl: Hamlets Skygge - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jørgen Bukdahl.
i det moderne Sind berører han sjældent, han lader Menne
sket som Type gaa paa Pläds i Udviklingens store Sammen
hæng. Men hvad han ikke blotter i Psykologien røber han
i Stilen og Sproget. Som A. S. Vedel nærer han en næsten
dionysisk Glæde ved Sproget. Gennem et enkelt Ord, gennem
en Ordsammenstilling kan han kaste"et skarpt Projektørlys
ind over en Skikkelse. Dette er Geniet i ham. Han synes
ikke at vide overvættes meget om Mennesker, men hans Stil
gør dem lyslevende. Af et sikkert Instinkt vælger han ogsaa
derfor gerne primitive Mennesker. Det klassiske i hans Kunst
er derfor et Udvalg af hans Himmerlandshistorier, det er en
Række Metoper med Mennesker i Relief, i de enkleste Stil
linger, men hvilken Plastik!
Nu skyder han med Dyrenes Forvandling ligesom et
Fodstykke ind under sit Forfatterskab. Her mødes Meningen
med Poesien.
Nu som før er han dog Sprogets fabelagtige Betvinger.
Knock-about-stil! siger de æstetisk forargede, nåar han viser
sig i Ringen. Men det er ofte af Frygt for at blive slaaet ud
i første Omgang. Og de hæfter sig blot ved særlige Tricks i
Johs. V. Jensens Syntaks. En vis paagaaende Kortfattethed i
Udtrykket, en Glose, der pludselig løftes op og tænder Illu
sionen, en eventyrlig fin Sansning blusser pludselig ud i en
Sætning, hans Nervesystem modtager paa Bølgelængder, vi
andre ikke gør os Anelse om, fra Rummet, Omverdenen, og
navnlig fra det tabte Land inde i ham seiv, Farsøs Barne
verden. I Kapitlet «Paa Bakken» og «Ormen». Han er her
ude at fiske sammen med sin lille Søn og mindes sin egen
Barneverden. Disse to Verdeners Sammenstød ler og græder,
funkler og skinner i hans Stil. Disse Kapitler hører til de
blankeste Stykker dansk Poesi. Der er en egen høstlig Klar
hed over dem, en fin, flygtig Sødme efter en Sommer paa
Flugt. Han tænker tilbage. Den lille Mand paa 4 Aar tæn
ker frem, Livet og Døden har her et tyst Møde under Johs.
V. Jensens Tekst. Det dugger af paa Stilen: «For mig med
min Erfaring er Mosen og Dagen som alt andet, kun en flyg
tende Stund, som er belastet med mange Tanker, vendt mod
en Fortid de fleste; for ham vil det lille Ophold ved Tørve
graven blive grundlæggende Træk i hans Erindring, et ufor
gængeligt Præg af de unge Celler, for hele Livet. Hvad der
400
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
