- Project Runeberg -  Skandinaviens Stjerne / 7. Aarg. 1857-58 /
260

(1851-1956)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

260

Troens faste Forvisning, at der i den
tilkommende Verden er sor dem ,,Hæder,
Ære, Udødelighed og evigt Liv.«
Saaledes see vi, at omendskjøndt Haab
ligesom Tro er et naturligt Princip, fælles
for alle Mennesker, og fremstillet i Hver-
dagslivets Anliggender, baade de verdslige
og religiøse, er det dog ikke indskrænket til
det nærværende jordiske Liv.. Det har et
langt større Spillerum,· en niere ophøiet
og videre udstrakt Kreds end denne Ver-
dens timelige Anliggender kunne yde ; thi
det naaer hiinsides Sloret. Det svæver
over Dødelighedens Gravhjemme og svin-
ger sig til de høiere Egne. Dersom vi
kom til at skue den celestiale Verdens Her-
lighed nu, i vor skrøbelige og forkrænkelige
Tilstand, vilde vi blive overvældede as
Kraften og Storheden derasz Øiet vilde
blive blændet og Synet fordunklet ved
Styrken af dens Glands. Men ved Troen
kunne vi skue og i Haabet kunne vi paa
det meest henrivende glæde os i Forvent-
ningen om, at vi en Dag skulle virkeligen
opnaae det, som intet Øie nu kan see,
intet Ore hore, intet Hjerte suldelig fatte.
,,Haabe vi alene i dette Liv,« siger Apo-
stelen, ,,da ere vi de elendigste as alle Mennes-
sker.« Det er de Helliges særegne Forret-
tighed til alle Tider og under alle Om-
stændigheder at ,,glædesigiHaabet.« Om-
endskjondt vi onitumles af Forfolgelsens
fraadende Volger, og omgives paa alle
Sider as tilsyneladende Farer, have vi dog
ingen Aarsag til at frygte, ingen Grund
til at fortvivle; thi midt under Stormenes



Hylen og den næsten overvældende Kraft as
de Jndflydelser,
høres Troens og Haabets blide Stemmer, -
som trøstende tilhviske os : ,,Frygt ikke; Alt er
vel.« Saaledes styrkede, kunne vi til alle!
Tider ,,glæde os i Trængslerne« og sættes
hele vor Tillid og Fortrostning til ham,
som raader over alle Ting-i Himmelen og
paa Jorden. Og selv i det sidste prøvende







likke skille os fra det,

Haab, et blivende Priucip.

Øieblik af den jordiske Tilværelse, naar

»Dødens mørke Skyggedal« skal betrædes, ·
kan en sand Guds Hellig erklære med
Troens og Haabets fuldeste Forvisning:
Jeg vil ikke frygte; thi Du er med mig!
Og ogsaa, naar Slutningsscenen kommer,
naar »Himlene skulle forgaae ined stort
Bulder og Elementerne komme i Brand
og opløses, og Jorden, og Alt, hvad der
er paa den, skal opbrændes, « —- ogsaa da
kan han tage Haabets Vinger og svinge
sig høit op over Rædslerne af en brændend

Verden.

Hvor grundløs og aldeles værdiløs
for vor Tro er ikke den almindelige Paa-
stand, at Haabet vil ophøre og »afskaffes,·«
naar Legemet døer."’ Nyere Theologer lære,
at Haabet er et Princip, henhørende til
det jordiske Liv, og ender, naar Støv ven-
der tilbage til Støv. Men dette er faares
fjernt fra den virkelige Sandhed. Lige-
saavel kunde man sige, at Liv et ender
her, at Forstand, Kraft og Lyksalighed en-
der tilligemed Legemet og nedlæggesiGra-
ven! Skulde Haabet ende med dette
Liv! Skulde Haabet være indskrænket alene-
til det Forkrænkelige, en kortvarig Tilvæ-
relse af en tre Snese Aar og ti? Ingen-
lunde! Det kan ikke døe, saalænge som
Aanden lever. Det er en evigvarende
Egenskab i Sjælen — et uundværligtEle-
ment i dens Organisation — et udmær-
kende Særkjende — en Bestanddeel af Aan-
den, nodvendig til dens Fuldkommengjø-
relse, som voxer ved dets Væxt og styrkes

leeets Styrke. Det er saaledes nød-
ven igt til vor Fremgang i det aandelige
; og da det, saa at sige, er en Deel
af os selv, tilhører det os, og vi kunne
eller det fra os.
Det er.en uadskillelig Bestanddeel af vor
Natur, og maa følge os, hvor vi gaae, og
forblive hos os —«— blive hvor, og ligesaa
længe som vi blive. Naar vi gaae ind i
Aandeverdenen, skulle vi tage det med os,


<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 20:01:29 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/skanstjern/7/0260.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free