Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Ekarne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
67
,,Engel! Min Kone!.. . Moder! Vaagn op !"
—— raabte han.
Og hun — — vaagnede.
Langsomt aabnede hun de skjønne Øine og foe-
stede et sørgmodigt, næsten bebreidende Blik paa
ham.
Og sørgmodigt sagde hun til ham —-
»Hvorfor vækkede du mig? Jeg sov saa godt,
drømte saa sødt. Og nu føler jeg, at jeg atter
maa stride haardt. . .«
Hun lukkede Øinene igjen, og da hun aabnede
dem en Time efter, var Blikket vildt og forvirret.
»Hvorsor gjør I det saa mørkt herinde?« —-
raabte hun — »Hvorsor lukker I Guds Dag ude?
Uno, elskede Uno, er det dig, der støder mig ud i
det evige Mørke? Hvad har jeg gjort dig imod,
min elskede Mand? . . . Tilgiv mig stakkels Barn!
Det var Usorstandighed . . . Lad mig gaae did, hvor-
hen jeg længes-! . . . Ikke idet Dyb . . . der er saa
koldt, saa mørkt! . . . Barmhjertighed, Uno! Frels
mig, Hedvig... Frels!... Dog tysi Bciv borte...
Ingen maa gaae mellem ham og mig. Hvor han
er, der vil jeg være. .. skjøndt han ikke vil unde
mig at sove mere!" «
I disse vilde Feberphantasier henlevede Engel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
