Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
præged ham slig, at hans udvikling blev rent modsat Grundtvigs,
ligesom hans intelligens var af en anden art end Grundtvigs:
sønderflængende, kritisk, ætsende, skeptisk. Hans kamp kom
da ogsaa bogstavelig talt til at fortære ham; han forløftet sig
paa sine tunge tanker og fandt først fred i døden.
Da Grundtvig i sin kamp havde fundet et sikkert stade,
blæste han ad kritikens indvendinger, saa ikke mere
vanskeligheder, men hvilte tryg som et lidet barn ved sin faders bryst:
Lille Guds barn,,hvad slcader dig?
Tænk paa din fader i himmerig!
Han er saa rig, han er saa god,
Ingen kan staa hans magt imod.
O Gud ske lov!
Om Kierkegaards kristendomsstandpunkt udtalte han sig
derfor sterkt fordømmende, undertiden paa en næsten barnlig
maade: „Det maatte jo ende med ham med forskrækkelse". *)
Han havde dog ikke let vundet frem til sit bameforhold,
sin fred med Gud. Det ser vi tydelig af det gribende digt i
Nytaarsmorgen (1824): Gudsfred, hvor I bygge. Her heder det:
„Forsvunden er sorgen,
mig pinte i kvæld,
i midnattens mørke,
da hel-hanen gol,
da mulmet i styrke
sig værged mod sol,
da natten med dagen,
Michael med dragen
mig tyktes at kjæmpe om nord“.
*) Se Hans Brun: Grundtvigs Levnetsløb H, side 407.
Se ogsaa Brun: Grundtvig H, side 233.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>