Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Højskoleforstander V. Ullmann: Johan Sverdrup og den norske Forfatningskamp. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
end Kongetfs Sanktion ikke paafølger, inden Stortinget adskilles.
Derefter bestemmer § 80 bl. a., at alle de Beslutninger, han ikke
udtrykkelig antager, anses som af ham forkastede. Saa følger
§ 81 med Regel om, i hvilket Sprog og hvorledes Love skal
ud-færdiges, og endelig bestemmer § 82, at Kongens Sanktion ikke
er nødvendig i en Del mindre betydelige Tilfælde og i Tilfælde,
hvor det vilde være meningsløst at have den. Man skulde tro,
Sammenhængen her maatte være klar nok: § 79 er Hovedreglen
for det, der vedkommer almindelige Love, dertil føjer §§ 80 og 81
nærmere Bestemmelser, og endelig opregner § 82 Undtagelserne
fra g 79. Men det juridiske Fakultet fik noget andet ud. 1 Følge
det var den Del af § 80, der ovenfor er nævnet, Hovedreglen, og
den gik ud paa, at i alt, hvad Stortinget bestemte, havde Kongen
ubetinget Forkastelsesret; fra denne Hovedregel var saa § 79 og
dernæst § 82 Undtagelser. Saaledes skulde altsaa Grundloven
være bygget: .først kommer en Undtagelse, § 79, saa
Hovedreglen, staaende blandt en Del Sidebestemmelser i § 80, dernæst
en Del nye Sidebestemmelser i § 81 og saa tilsidst Undtagelse
No. 2 i § 82. Man kan vanskelig tænke sig en mere fortvivlet
Paastand end denne. Men dens fuldstændige Mangel paa sund
Menneskeforstand var endda ikke det værste ved den; værre var
de Konsekvenser, den førte til. Ti skulde den gælde, saa var
alt undtagen almindelige Love efter § 79 og de Smaating, som
nævnes i § 82, underkastet Kongens ubegrænsede Veto, først og
fremst Bevilgninger og dermed i Grunden ogsaa almindelige Love;
ti næsten alle disse kræver Pengebevilgninger for at kunne sættes
ud i Livet, og kunde saa Kongen sætte Veto mod Bevilgningerne,
var det umuligt at sætte dem ud i Livet, og da var det sandelig
en snau Trøst i, at de stod paa Papiret som Love.
Med nogle Pennestrøg vilde saaledes »Videnskaben«
berøve os hele vor Frihed, alt, hvad vi i mange Aar havde været
stolte af og glade ved. Og Regeringen var ikke sen med at
sætte Teorien over i Praksis. Kunde den faa Vetoet i
Be-vilgningssager sat igennem, da havde den Spillet vundet, da
kunde den ikke blot holde Udviklingen tilbage, men den kunde
endogsaa have Haab om at sætte sit eget, allerede helt eller
halvt opgivne Program igennem. Med absolut Veto i
Grundlovssager og Bevilgningssager kunde den med største Lethed tvinge
Stortinget ind paa Forhandlingspolitiken, paa Købslagning og
Kompromisser; den kunde sige: I skal faa Statsraadssagen mod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
